Der er verdenspremiere på Bettingklubben – B.T.s nye podcast, som udkommer hver fredag med brandvarme spilforslag til lytterne.

I studiet sidder vært Søren Paaske og eksperterne Steffen Dam og Nicolai Baldorf.

De to erfarne bettere leverer hver især deres bud på de tre bedste spil i løbet af de kommende dage.

Du kan høre deres spiltips i programmet herunder:

Nicolai Baldorf har blandt andet udset sig et spil på, at begge hold scorer, når Manchester United gæster Bournemouth i Premier League.

»Forsvaret hos Manchester United er ikke, hvad det har været tidligere. Jeg tror, at mange United-fans derude nok kan nikke genkendende til, at Lindelöf og Smalling…det er ikke et top-midterforsvar i Premier League. Og det kan man også godt se. De lukker et hav af mål ind. De har altså kun holdt nullet én gang på udebane i denne sæson. Og det var mod Burnley, som er helt værgeløse i denne sæson,« argumenterer Baldorf blandt andet for sit spil.

Steffen Dam har i et af sine spil rettet blikket mod Superligaen – mere konkret Vejle-Horsens. Her spiller han på en Horsens-sejr med pengene tilbage ved uafgjort.

»Jeg synes, Vejle længe har været inde i en rigtig dårlig periode. De har meget svært ved at score mål, og de har rigtig svært ved at skabe chancer,« forklarer Steffen Dam, som ser mere positive tendenser hos Horsens.

»Horsens svinger selvfølgelig noget i niveau, men jeg synes, de har fået et solidt hold og næsten hver eneste gang under Bo Henriksen kommer ud med et rigtig stærkt udtryk. Og det her er et kæmpe stort lokalopgør, så jeg er ret sikker på, vi nok skal få Horsens at se i en solid udgave - og så et Vejle-hold, som var rigtigt gode i starten af sæsonen, men jeg synes ikke rigtig, de har formået at tage det videre,« lyder det fra B.T.s mangeårige spilekspert.