Premier Leagues Brændpunkter: Kæmpe bombe - nævner Haaland-transfer
I Premier Leagues Brændpunkter kigger vi hver uge på de største overskrifter og udvælger tre markante historier, som præger Englands bedste fodboldrække

I Premier Leagues Brændpunkter kigger vi hver uge på de største overskrifter og udvælger tre markante historier, som præger Englands bedste fodboldrække

Landsholdsfodbolden er forbi, og Premier League er tilbage.
Derfor tager vi et deep dive i nogle af de største overskrifter, historier og de spørgsmål, som mangler svar.
Denne gang forud for runde 6 med et uundgåeligt stort fokus på den verserende Manchester City-sag.

VILDT TILBUD: EA FC 27 HAR ALDRIG VÆRET BILLIGERE
Hvis der findes en sag, som har overskygget landsholdsfodbolden, så er det Manchester Citys årelange regelbrud af Premier Leagues økonomiske paragraffer (Financial Fair Play).
En uafhængig kommission har fundet Manchester City skyldig i 114 ud af 115 anklagepunkter. Premier League har siden udsendt en officiel bekræftelse.
Manchester City bedyrer sin uskyld og har anket kendelsen. Hvornår ankesagen afvikles vides endnu ikke.
I grove træk kan Manchester Citys økonomiske regelbrud fra 2009-2018 deles op i tre punkter.
Misvisende regnskabsføring: Manchester City har bevidst vildledt med klubbens regnskaber. Det indebærer kunstigt oppustede sponsoraftaler og skjulte omkostninger for at overholde Premier Leagues og UEFA's regler for Financial Fair Play. De lyder, at klubber ikke må bruge flere penge, end de tjener. I alt skal Manchester City have snydt for omkring 900 millioner pund - cirka otte milliarder kroner.
Skjulte udbetalinger: Manchester City skal også have holdt sine lønudgifter nede gennem hemmelige kontrakter og stråmænd. Ifølge sagen har klubbens tidligere manager Roberto Mancini eksempelvis fået udbetalt en stor del af sin løn via en konsulentaftale med ejernes Abu Dhabi-klub Al Jazira. På den måde har Manchester City i sine regnskaber holdt egne lønudgifter nede. Lignende aftaler skal spillere have haft.
Modarbejdelse af efterforskningen: Manchester City er også dømt skyldige i at have modarbejdet Premier Leagues efterforskning. Det indebar blandt andet tilbageholdelse af dokumenter og forsinkelse af forskellige processer samt manglende overholdelse af tidsfrister.
Dét, alle diskuterer lige nu, er, hvilken straf Manchester City potentielt kan se ind i. Det ved vi stadig ikke.
Pointstraffe, bøder, fratagelse af titler, tvangsnedrykning, erstatningskrav til andre klubber, transferforbud, restriktioner omkring nye kommercielle aftaler og meget mere er nogle af de sanktioner, som bliver nævnt.
Først må vi afvente appelsagen for at få afklaring på spekulationerne.
Manchester City-sagen er en af de mest voldsomme gennem fodboldhistorien, og mange mener, der vil være et før og efter dens afslutning.
Lige nu er faktum, at den raser noget så voldsomt og handler om langt mere end en fodboldklub i Manchester. Sagen er blevet til et storpolitisk slagsmål, som Storbritanniens premierminister, Andy Burnham, har involveret sig i.
»Jeg vil være meget bekymret over at miste dem [City Football Group, red.]. De har været en stor aktør i forhold til at bygge det moderne Manchester og Manchester City til den store fodboldklub, den er i dag,« lød det ifølge The Guardian.
Udtalelsen har bragt Andy Burnham i kolossal modvind for manglende situationsfornemmelse og dømmekraft i forhold til, hvilke sager han skal blande sig i.
»Jeg vil mene, at han har vigtigere ting at tage sig til, og at dette er noget, politikere bør holde sig langt væk fra – og også signalere, at de gør,« har David Bernstein, tidligere formand for det engelske fodboldforbund, sagt til The Telegraph.
Har Andy Burnham kniven for struben? I hvert fald skriver The Guardian, at De Forende Arabiske Emirater har truet den britiske regering med at trække sig fra store investeringer i landet, hvis Manchester City straffes.
Ifølge The Guardian skriver Bloomberg, at embedsmænd fra De Forenede Arabiske Emirater har udtalt, at Premier Leagues handlinger vil »påvirke det bilaterale forhold mellem staterne.«
Samtidig rapporterer The Telegraph, at De Forenede Arabiske Emirater truer med at trække en investering på flere milliarder pund i et teknologicenter i stil med Silicon Vally tilbage.
Vi har næppe hørt det sidste til denne sag, der er langt mere end en kolossal fodboldskandale.
Den verserende Manchester City-sag har fået reaktionerne til at vælte ind.
Blandt andre har den tidligere Leeds-manager og nuværende landstræner for Canada, Jesse Marsch, taget bladet fra munden i et interview med The Guardian.
»Jeg synes Manchester City skal straffes hårdt. De skal tvangsnedrykkes. I øvrigt kendte alle til det [deres snyd, red.]. Alle vidste det.«
Herefter fremhæver Jesse Marsch et par eksempler, der fik ham til at rynke på næsen. Blandt andet Manchester Citys køb af Erling Haaland i Dortmund i sommeren 2022.
På daværende tidspunkt var nordmanden klodens mest eftertragtede angriber, men Manchester City fik ham til spotpris på grund af en frikøbsklausul.
»Da de sagde, at de fik Haaland til 51 millioner pund [450 millioner kroner, red.], var jeg sådan: 'Ja, ja, helt sikkert.' Jeg vidste, der var usandheder, men hvad kan du gøre? Du slår ud med armene og siger: 'Sådan er fodbold'« fortæller Jesse Marsch.
Canadieren forsøger ikke at tage Erling Haaland til gidsel, men han prøver at understrege, at et beløb på 51 millioner pund for et generationstalent som Haaland, simpelthen ikke kan passe.
Den faktiske betaling skal således have været langt højere, fordi der blev betalt skyhøje agent- og sign on-fees til Haalands daværende repræsentant, nu afdøde Mino Raiola, og hans far Alf-Inge Haaland.
Alt støjen har betydet, at Erling Haaland er blevet skærmet, da han spillede Nations League for Norge.
Blandt andet blev han pillet af et pressemøde, hvor det var meningen, at han skulle have deltaget ved siden af landstræner Ståle Solbakken.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.