Premier League byder runde efter runde på smukke mål, kontroversielle kendelser, interessante interviews og alt derindimellem.

I Premier Leagues 5 Sandheder evaluerer vi de største historier fra den netop overståede runde - denne gang efter runde 8.

Rundens Historie: Chok på Old Trafford

Michael Carricks hverv som permanent cheftræner i Manchester United ser ud til at lakke mod enden.

Søndag tabte man hjemme med 0-3 til Bournemouth og er dermed fortsat kun noteret for en enkelt sejr i otte Premier League-kampe.

Pilen peger på Michael Carrick, der alligevel modtager opbakning. Efter slutfløjt på Old Trafford udfoldede der sig nogle scener, som siden er gået verden rundt.

Hele Old Trafford hyldede Michael Carrick, mens han gik i spillertunnellen. Så snart cheftræneren forsvandt ned i korridorerne under Drømmenes Teater, piftede samtlige fans af de spillere, som skulle samme vej som deres cheftræner.

Et tydeligt bevis på, at fansene forlanger mere af klubbens spillere. En holdning Gary Neville deler.

»De [spillerne, red.] vader rundt, som om de er Kong William. Det er de ikke. De er ingenting,« siger han ifølge The Herts Advertiser.

Michael Carrick overtog midlertidigt jobbet i Manchester United i starten af 2026, hvor han fik vendt skuden og blev belønnet med en toårig kontrakt i sommer.

Nu peger meget i retning af, at det slutter før tid.

Rundens Frie Fald: Betændt sag i Manchester

I forlængelse af søndagens bizarre scener på Old Trafford, kunne Bruno Fernandes overvære det hele fra udskiftningsbænken.

Den portugisiske verdensstjerne er kommet i unåde hos Michael Carrick, der forklarede Fernandes' fravalg som værende af sportslige årsager.

Sandheden findes måske et sted midt imellem, for Bruno Fernandes har ikke ligefrem gjort sig populær hos sin cheftræner.

Bruno Fernandes startede nemlig en betændt sag efter Manchester Uniteds 1-4-nederlag til Como, hvor han bagefter kritiserede Carricks taktik. Det skete ugen efter, at Lisandro Martinez langede ud efter klubbens ledelse.

»Det er ikke tid til at klynke eller slå opgivende ud med armene. Det er tid til at træde i karakter og sige: "Det er ikke godt nok." Vær positiv. Gør noget som anfører, der har en positiv indvirkning. Men det gør han ikke,« lød det fra en rasende Gary Neville ifølge Sky Sports.

32-årige Bruno Fernandes har siden liket et opslag på Instagram, hvor en loyal person bliver skubbet ud et sted, hvor vedkommende er ligegyldig, rapporterer The Sun.

Det har kun proppet yderligere brænde på bålet mellem Manchester United og Bruno Fernandes, der siden 2020 kun er blevet bænket i seks Premier League-kampe.

Rundens Rygte: To favoritter til trænersædet på Old Trafford

Vælger Manchester United at fyre Michael Carrick, så har Sky Sports rapporteret, hvem der er i pole position til at tage over.

Eddie Howe og Julian Nagelsmann.

Førstnævnte er klubløs efter sommerens afsked med Newcastle, mens Julian Nagelsmann har været uden job siden VM-slutrunden, hvor han blev afskediget fra jobbet som tysk landstræner.

»Jeg ville nok vælge Eddie Howe. Kun fordi han kender Premier League og har erfaring i ligaen. Han gjorde det fantastisk i Newcastle og udviklede spillere,« lyder det fra Jamie Carragher til Sky Sports.

Manchester United er noteret for blot syv point efter otte spillerunder og flirter således med nedrykningsstregen.

Rundens Vidunder: Premier League-kongetransfer

Man må bare tage hatten af for Aston Villa.

For få runder siden lå de i den tunge ende af Premier League, men efter weekendens sejr over Manchester City har man skrabet ti ud af 12 point sammen i de seneste fire runder.

I samme periode er det blevet til to sejre i Champions League over Fenerbahce og Viking, hvorfor piben har fået en helt anden lyd.

Ingen taler længere om afgangene af Emiliano Martinez, Youri Tielemans, Morgan Rogers, Ezri Konsa og Ollie Watkins. Nu funkler i stedet nye stjerner som Johan Manzabi, João Gomes, Nicolas Jackson og Zion Suzuki.

Særligt sidstnævnte har været fuldstændig forrygende mellem stængerne, og blev fortjent kåret til Premier Leagues Bedste hos os.

»Først og fremmest redder han bolde, men han hjælper os også i vores opbyggende spil,« lød rosen fra Unai Emery efter weekendens sejr på 2-1 over Manchester City.

Citatet opsummerer meget godt japanerens kvaliteter; Eminent shotstopper og formidabel i både det korte og lange spil med fødderne.

Et regulært scoop, at Aston Villa sikrede sig ham for blot 225 millioner kroner, selvom også PSG var inde i kampen om ham.

Rundens Dansker: Dansk angriber lovprises

Danske William Osula har døjet med en fodskade i en stor del af sæsonen, hvilket blandt andet holdt ham ude af den seneste landsholdssamling.

I weekenden slog han fast med syvtommersøm, at han er tilbage i fulde omdrejninger, da han for første gang siden sin skade startede på banen og kom på måltavlen i 2-0-sejren over Crystal Palace.

»Han gjorde det fantastisk. Vi er glade for, at han er på rette spor. Han har været ude længe, men han er i bedring fysisk, og så har han et kæmpe potentiale,« fortalte Matthias Jaissle til The Shields Gazette.

At William Osula begynder at peake, kunne ikke være bedre timing for Danmarks landstræner Brian Riemer, der helt sikkert har angriberen blandt dem, der er i betragtning til opgørene mod Portugal og Norge i november.

21-årige William Osula var mod afslutningen af sidste sæson brandvarm og erobrede pladsen som førsteangriber i Newcastle.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.