Meget kan nu tyde på, at AaB kigger i retning af det midtjyske for at finde en ny træner. I hvert fald har bookmakeren Unibet måttet justere oddset massivt på Brian Priske som afløser for Morten Wieghorst i det varme AaB-sæde - fra at starte i odds syv er han raslet helt ned i odds 1,35.

Brian Priske har tidligere spillet i AaB og er netop nu assistent i FC Midtjylland og tidligere også været i samme rolle i FC København - og det kan være grunden til, at AaB tilsyneladende nu kigger i hans retning.

»Indskuddene på Brian Priske blev bare ved og ved og ved, og det i en grad, så der godt kunne være noget om snakken. På et marked som det her, som er meget nationalt, så er der også en brand et sted, når der er så meget røg, når det her tager fat,« siger pressechef Per Marxen fra Unibet.

Som nævnt startede Brian Priske i syv gange pengene, men trods flere oddsfald stoppede pengene ikke med at blive sat på Brian Priske, og det er grunden til, at Unibet nu er gået helt ned på 1,35.

Ud over Priske er der kommet spil på, at Jon Dahl Tomasson forlader jobbet som assistenttræner for landsholdet for at overtage i AaB, og derfor er han nu selskabets næstfavorit til odds 5,00.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Brian Priske, mens der fra AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, lyder 'Ingen kommentarer til enkeltnavne'.