Hele Danmark vil følge med, når Jakob Fuglsang skal forsøge at følge op på sin Dauphine-sejr i Tour de France. Men hos flere bookmakere vil en dansk triumf i Paris koste meget dyrt.

NordicBet melder således om et tab på flere hundrede tusinde ved en Fuglsang-sejr i Tour de France, mens Danske Spil topper den med et muligt tab på flere millioner kroner.

»Først og fremmest er det bare helt vildt spændende, at vi har en dansk rytter, som formentlig kommer til at kæmpe med om de rigtig sjove pladser. Efter hans sejr i Critérium Dauphiné har vi oplevet en større tiltro til ham blandt vores kunder, som har spillet mere på ham som Tour-vinder end før det løb. Det gør nu, at en samlet sejr til Fuglsang i Tour de France vil komme til at koste os dyrt,« siger oddsansvarlig Peter Emmike fra Danske Spil.

Meldingen er den samme hos NordicBet. Forud for Dauphiné var Jakob Fuglsangs vinderodds helt oppe i 250, og det fangede adskillige af NordicBets kunder, hvor odds i skrivende stund blot er 13 gange pengene på en Fuglsang-sejr.

»Når danskere overpræsterer, er vi ofte nogle af dem, der bliver ramt hårdest. Folk ved godt, at vi har et stort udbud indenfor nordiske sportsgrene og sportsudøvere. Derfor kan en Fuglsang-sejr blive rigtig dyr for os, « siger NordicBets pressechef Thomas Holm.