Frem med klaphatten: VM-stjerne født i Danmark
Brian Riemers tropper missede kvalifikationen til VM, men der er faktisk et par navne med tilknytning til Danmark, som er med ved slutrunden

Brian Riemers tropper missede kvalifikationen til VM, men der er faktisk et par navne med tilknytning til Danmark, som er med ved slutrunden

Som dansk fodboldseer kan det måske være svært at ramme VM-feberen.
Danmark missede som bekendt kvalifikationen, hvorfor Brian Riemer og co. må se til fra sofaen.
Alligevel er der dansk islæt at heppe på i Nordamerika.
Vi har lavet listen her - det sidste navn er en regulær stjerne med status som nationalhelt:
Anis Ben Slimane, 25 år, Tunesien
Det velsagtens mest genkendelige navn på listen er den tidligere Brøndby-profil Anis Ben Slimane, der er født og opvokset i Danmark, men har rødder i Tunesien.
Midtbanespilleren har faktisk repræsenteret det danske U19-landshold, men valgte siden at spille for forældrenes fødeland, som han debuterede for i 2020. Siden er det blevet til over 40 landskampe.
Nu er han med ved sin anden VM-slutrunde for Tunesien efter også at have repræsenteret landet i 2022, hvor Slimane paradoksalt nok mødte Danmark i gruppespillet.
Anis Ben Slimane kommer ud af en sæson, hvor første halvdel blev ødelagt af en skade, mens han i 2026 fik en renæssance i Norwich, da klubben skiftede træner.
Den opadgående formkurve har også betydet, at Anis Slimane har fået pænt med spilletid i testkampene op til VM, og han bør være i spil som starter for Tunesien.
Amir Hadžiahmetović, 29 år, Bosnien
Efternavnet klinger ikke ligefrem dansk, men midtbanespilleren Amir Hadžiahmetović er faktisk født i Nexø på Bornholm og levede sine første 12 år på klippeøen.
Hans forældre flygtede til Bornholm fra krigen i hjemlandet, men flyttede senere tilbage.
Det betyder også, at 29-årige Amir Hadžiahmetović, der til dagligt spiller i Hull City, fik sin fodboldopdragelse i Nexø Boldklub og holder med Brøndby IF.
Det kan han sikkert snakke en masse med landsholdskollegaen Benjamin Tahirovic om ved slutrunden.
Brøndby-spilleren er faktisk også manden, som henviser Amir Hadžiahmetović til en rolle som indskifter for Bosnien.
Frans Dhia Putros, 32 år, Irak
Hvis efternavnet lyder bekendt, er det, fordi forsvarsspilleren er bror til Superliga-dommer Sandi Putros.
Selv har Frans Putros også gjort sig i Danmarks bedste række, hvor det til sammen er blevet til 80 optrædener hos AGF, Silkeborg IF, Hobro IK og Viborg FF.
Frans Putros er født i Aarhus, men har rødder i Irak, hvis landshold han har repræsenteret siden 2018.
Forsvarsspilleren har faktisk enkelte ungdomslandskampe for Danmark på cv'et, men da muligheden bød sig for at repræsentere Irak, bed han på.
De seneste år har han også spillet fodbold på eksotiske breddegrader i først thailandske Port FC og siden sidste sommer en profil i Persib Bandung i Indonesien.
Frans Putros er dog mest af alt rotationsspiller på landsholdet, men kan sagtens gøre sig forhåbninger om minutter i nationaldragten.
Thomas Christiansen, 53 år, Panama
Det formentlig største navn med dansk tilknytning findes på Panamas trænerbænk.
Siden 2020 har Thomas Christiansen, som har dansk far og spansk mor, stået i spidsen for det mellemamerikanske land.
Succesen er uomtvistelig, og Thomas Christiansen er en regulær stjerne med nationalheltestatus på grund af sine bedrifter som landstræner.
I 2023 nåede man finalen i Gold Cup (en turnering for lande i Caribien, Nord- og Mellemamerika) og året efter spillede Panama sig i kvartfinalen ved Copa América.
Den største bedrift er selvsagt kvalifikationen til VM i 2026, som er landets anden deltagelse nogensinde ved et verdensmesterskab.
Historien om Thomas Christensen starter dog i Danmark. Nærmere bestemt i Hadsund i Nordjylland. Her er han født.
Fodboldopvæksten er imidlertid foregået i København, hvor han har spillet i Avedøre, Brøndby IF, Hvidovre IF og B.93.
Talentet var stort, og det kastede i 1991 en fireårig kontrakt af sig fra selveste FC Barcelona.
Den sportslige succes udeblev ganske vist, og Thomas Christiansen spillede aldrig førsteholdskampe, men blev alligevel udtaget til Spaniens landshold under legendariske Javier Clemente.

Som fodboldspiller var han lidt af en nomade og blev sendt på leje flere gange under årene i FC Barcelona. Først med skiftet til Bochum i 2001 fik angriberen sit endelige gennembrud, da han blev delt Bundesliga-topscorer i 2003 med 21 fuldtræffere.
På grund af skader måtte han indstille karrieren i 2006, men kastede sig efterfølgende over trænergerningen, hvor han faktisk har haft ganske pæn succes.
Fra 2014-2016 leverede han flotte resultater med AEK Larnaca, som sikrede ham et skifte til storklubben APOEL. Med dem vandt han det cypriotiske mesterskab i 2017.
Siden var han forbi traditionsklubben Leeds United og Royal Union SG i Belgien, inden han altså i 2020 overtog landstrænerjobbet i Panama.
VM bliver dog en benhård opgave for Thomas Christiansen, hvor man er klar underdog mod gruppespilsmodstanderne Kroatien, England og Ghana. Kan de nappe point, vil det være stort.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.