Forud for enhver spillerunde ser store og små historier dagens lys.

Vi tager et deepdive i nogle af de største overskrifter, historier og de spørgsmål, som mangler svar.

Denne gang forud for runde 11.

Rundens Ildebrand: Bombe i FC København

Den helt store historie i 11. spillerunde er den nyhed, som TV 2 Sport breakede tirsdag eftermiddag.

Bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment er i gang med at undersøge de strategiske muligheder for et helt eller delvist salg af koncernens fodboldaktiviteter - herunder FC København. Derudover et helt eller delvist frasalg af PARKEN Ejendomme A/S, som omfatter stadion og kontortårne. 

Sådan fremgik det i en selskabsmeddelelse kort efter.

Rygterne om et salg af FC København kommer ikke som et lyn fra en klar himmel, da der har været spekulationer tidligere. Erhvervsmediet Inside Business berettede sidste år, at der havde været en henvendelse fra en udenlandsk investorgruppe.

Det medførte, at PS&E udsendte en selskabsmeddelelse, hvor det fremgik, at man havde afvist forespørgslen. Storaktionær Erik Skjærbæk har senere slået fast overfor Berlingske, at der aldrig har været et attraktivt bud, som kunne føre til et salg.

Derfor er tirsdagens melding om, at bestyrelsen nu selv har taget initiativ til et salg bemærkelsesværdig. Tilmed har man hyret det London-baserede rådgivningsfirma Tifosy Capital & Advisory, der er specialister i at sælge fodboldklubber, som sin finansielle rådgivere.

Tifosy Capital & Advisory har blandt andet hjulpet de nuværende ejere ind i Royal Antwerp.

Rundens Gløder: To danskere kan købe FCK, siger ekspert

Det helt store spørgsmål er selvsagt, hvem der potentielt bliver FC Københavns nye ejer?

Meget peger i retning af en udenlandsk ejerkreds, men der er ifølge sportsøkonom Steen Houmann også to danske kandidater med formuen til at gøre investeringen.

Den ene er dog udelukket, da Anders Holch Povlsen ejer FC Midtjylland, hvilket efterlader en enkelt kandidat tilbage.

»Hvis en dansker skulle købe FC København, vil mit bedste bud være Christian Stadil,« siger han til Bold.

Overfor samme medie har Steen Houmann udtalt, at FC København efter hans vurdering skal koste et sted mellem 1,5 og 2 mia. kroner.

Køb den nye FC København-trøje her

Rundens Flammekaster: Wow, for en fodboldspiller

Kristian Bloch Bøgild fra Silkeborg IF.

Noter jer navnet. Han er den første fra 10'erne til at få debut i Superligaen.

Det skete i runde 6 mod FC Midtjylland, men hans navn gav for alvor genlyd, da han blev indskiftet i pausen af opgøret mod AC Horsens, da Silkeborg var bagud 0-2.

Med sit hattrick stjal Oliver Ross de fleste overskrifter fra en hæsblæsende 3-3-kamp, men Kristian Bloch Bøgild fortjener mindst lige så meget anerkendelse for sin evne til at ændre kampbilledet til Silkeborgs favør.

Måske var det en fejl, at vi ikke havde ham på Superligaens Bedste, men så er det godt, vi kan fremhæve ham nu.

I sin klumme hos TV 2 Sport gav Morten Bruun Kristian Bloch Bøgild masser af skulderklap.

»Jeg vil mene, vi skal tilbage til FC Københavns Roony Bardghji for fem år siden for at finde et tilsvarende indtog af så ung en spiller.«

Faktisk er Kristian Bloch Bøgild Silkeborgs yngste debutant nogensinde, da han i en alder af 16 år og 211 dage spillede pokalkamp mod Vejle Boldklub i august.

Få dage senere debuterede han i Superligaen, da han kom ind mod FC Midtjylland og fik scoret, men målet blev kaldt tilbage af VAR.

Efter præstationen mod AC Horsens venter der helt sikkert mere spilletid til Kristian Bloch Bøgild, selvom klubben uden tvivl vil passe på ham.

Først den 28. januar fylder ungdomslandsholdsspilleren 17.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.