Den bedste handel? En kongetransfer, FCK!
Transfervinduet er i fuld gang, og her rangerer vi de bedste handler i Superligaen indtil videre

Transfervinduet er i fuld gang, og her rangerer vi de bedste handler i Superligaen indtil videre

Superligaen er tilbage!
Nu skal vi se, hvad de 12 klubber har arbejdet på i løbet af sommeren, og om deres transfers slår til.
Selvom transfervinduet fortsat er åbent, er der allerede lavet flere handler, som vi her rangerer:
1. Felix Beijmo, FC København
Konfettien havde dårligt lagt sig, før Felix Beijmo skiftede på en fri transfer til FC København. Mange troede, han skulle til udlandet, men sådan skulle det ikke gå, og det gjorde nas i Aarhus.
Når det så er sagt, er det en kongetransfer af FC København. Felix Beijmo er en af Superligaens bedste højrebacks, der også kan gøre sig i et midterforsvar, og så kommer han med lederegenskaber og en knivskarp indlægsfod.
2. Rasmus Nissen Kristensen, FC Midtjylland
Så fik Claus Steinlein langt om længe overtalt 'NK' til at vende hjem. Flirten har efterhånden stået på i et par år, men iført Gucci-sko kunne formanden byde højrebacken fra Brande velkommen.
Rasmus Nissen Kristensen ankommer til heden i sin bedste fodboldalder, 28 år, og skal være med til at lægge endnu flere lag på det FCM-tog, som lige nu har fart på.
Han har med det samme overtaget anførerbindet og skal være en frontfigur de næste mange år.
3. Max Ejdum, Brøndby IF
Julius Ohnesorge og co. har betalt rigtig mange penge for OB’s dynamo, og det forpligter også.
Ejdum kan næste kun skuffe, men på papiret ligner det en forrygende transfer til den midtbane, Brøndby havde brug for at adressere.
Midtbanespillerens arbejdsraseri passede perfekt til OB, hvor han var afgørende i fynboernes oprykning i 2025, mens han var fremtrædende i sidste sæson.
4. Mohamed Sankoh, Randers FC
Randers FC havde kolossale problemer med at score mål i sidste sæson og var faktisk det Superliga-mandskab, som lavede færrest kasser.
Det har man forsøgt at råde bod på ved at hente Mohamed Sankoh i VfB Stuttgart. Angriberen har spillet på tyskernes reservehold, hvor det blev til seks scoringer i sidste sæson, ligesom han står noteret for otte Eredivisie-træffere på udlån.
Med Randers' historik for at hente talentfulde angribere og gøre dem til Superliga-profiler - hvem husker ikke Mohammed Fuseini - kan Sankoh vise sig at blive et kæmpe scoop.
5. Topi Keskinen, OB
Et ubeskrevet blad i dansk fodbold, men Keskinen har trofæer, mål, assister og finske landskampe på cv'et.
OB har angiveligt betalt 7,5 millioner kroner for offensivspilleren, og det er altså et beløb, som ikke er hverdagskost i Ådalen.
Det signalerer, at der er stor fynsk tro på Topi Keskinen, som skal blive spændende at følge i Superligaen.
6. Oliver Højer, Lyngby BK
Det er ikke en transfer i sådan klassisk forstand, da Oliver Højer er udlejet fra FC København.
Det kan vise sig at blive en genistreg for alle parter, da Oliver Højer i Lyngby kan få seniorminutter på øverste niveau i Danmark og vende retur til FCK med niveauet til at kunne kæmpe om en startplads i Parken.
Bliver meget spændende at følge.
Andre gode transfers:
I Brøndby IF kan Patrick Mortensen vise sig værdifuld med sin erfaring og måske endnu mere i alt det usete i form af de ting, han kan give videre til en ung og talentfuld angribergruppe.
I FC Midtjylland kan Friday Etim vise sig at være et scoop at hente retur til angriberkabalen. Han var i hvert fald et positivt bekendtskab i FC Fredericia.
Hos guldvinderne AGF har man hentet tidligere profiler retur i Jens Jønsson og Mikael Anderson, men det er et spørgsmålstegn, om de fortsat har niveauet til at rykke AGF en hylde op.
Derudover er det også interessant, at Superligaens to oprykkere, Lyngby BK og AC Horsens, har handlet i henholdsvis FC Barcelona og Chelsea.
De Kongeblå har tilknyttet målmanden Diego Kochen på en lejeaftale, mens den finske midtbanespiller Jimi Tauriainen er taget til Hybel Arena.
FC Nordsjælland har altimens haft portemonnæeen fremme og købt både Alexander Lind og Ibrahim Adel, der i sidste sæson var på leje i Farum.
Og så har både FC København og FC Midtjylland polstret midtbanen med henholdsvis tjekkiske Alex Král og Kjell Wätjen, som de færreste på forhånd kender niveauet på.
Transfervinduet smækker i øvrigt i midnat den 1. september, hvor det ikke længere er muligt for danske klubber at handle.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.