Transfervinduet er åbent, og spillere handles på kryds og tværs.

Men der er også flere profiler, som Superligaens klubber ikke behøver at betale en transfer for.

Her peger vi på 10 danskere, som står uden kontrakt og frit kan skifte til Superligaen:

Andreas Maxsø, 32 år, forsvarsspiller
Står man og mangler en bundsolid og driftsikker midtstopper, så bør det være en overvejelse at ringe til Andreas Maxsø.

Han har lederegenskaber, duelstyrke og kendskab til Superligaen, og det har formentlig været mange Brøndby-fans' våde drøm at få deres tidligere anfører hjem igen. Faktisk træner han lige nu med på Vestegnen.

Andreas Maxsø er kontraktfri efter et halvt år i Emiraterne hos Kalba FC, hvor bankkontoen formentlig er blevet fyldt op, så det kan ikke afvises, at han vil gå ned i løn mod at vende hjem.

Casper Højer, 31 år, venstre back
Han har købt en dyr herskabslejlighed på Frederiksberg, men pilen peger i fodboldforstand mod Aarhus.

Fra 2018-2021 charmerede han sig ind i hjerterne på den gale fodboldby, hvor det synes realistisk, at han vender retur.

AGF har sagt farvel til Felix Beijmo og endnu ikke præsenteret en afløser. Derudover kan Gift Links smutte efter bud fra Frankrig, hvilket vil skabe et hul på positionen, der er Højers naturlige.

Pione Sisto, 31 år, kantspiller
Hvis nogen tør tage en chance, så er Pione Sisto ledig på markedet efter et mildt sagt håbløst ophold i Grækenland.

Han er med andre ord meget langt fra niveauet i Celta Vigo, hvor der var rygter om, at FC Barcelona var interesserede.

Hvis en Superliga-klub tror på, at dén Sisto kan findes frem igen, så er det måske forsøget værd.

Emiliano Marcondes, 31 år, offensivspiller
Man kan sagtens mistænke Marcondes at have et eksotisk - eller mere specifikt - et San Diego FC-projekt højt på sin ønskeliste.

Det er et tænkt eksempel, som Marcondes tidligere har talt varmt om, men der vil selvfølgelig også være bejlere i Danmark.

Han er ikke samme sted, som da han forlod Superligaen, men han satte alligevel en solid 2024/2025-sæson sammen med 11 målinvolveringer i The Championship.

André Rømer, 32 år, midtbanespiller
Der må være en håndfuld klubber i den nederste halvdel af Superligaen, som er opmærksomme på, at André Rømer er ledig på markedet.

Man ved, hvad man får i den rutinerede midtbanemand med de 286 Superliga-kampe på cv'et.

Det er driftsikkerhed, stabilitet og hårdt arbejde over hæl, tå og elastico, men det er der i den grad også brug for i Superligaens overlevelseskamp.

Christian Gytkjær, 36 år, angriber
Skriger det ikke en lille smule af Lyngby BK?

Ikke mindst fordi Christian Gytkjær efter sine 10 år i udlandet kan tage hjem til sin barndomsklub på forskerordningen, hvilket giver ham en skattefordel.

Samtidig har han købt hus i Danmark, og så kan han blive holdkammerater med sin lillebror, Christian Gytkjær, som er på kontrakt i Lyngby.

Mathias 'Zanka' Jørgensen, 36 år, forsvarsspiller
Det bliver ikke i FC København, at Mathias Zanka Jørgensen fortsætter karrieren som spiller.

I hjerteklubben fik han til gengæld vist, at der stadig er fodbold tilbage i hans 36-årige krop.

Tiden vil fortælle, om det bliver til flere minutter som aktiv for Zanka, der også har flirtet med et karrierestop.

I sommeren har han trænet med i B.93, som han også er medejer af, og det kan da ikke afvises, at han med hjertet tager en sæson i 2. division.

Jeppe Andersen, 33 år, midtbanespiller
Er der brug for en motor med stor erfaring, så er Jeppe Andersen et stabilt bud.

Det er formentlig en klub i bunden af Superligaen, som kan blive et match for midtbanespilleren, der senest var i Silkeborg IF.

Thomas Mikkelsen, 42 år, målmand
Alderen er i den høje ende, men Thomas Mikkelsen har fortsat mod på mere fodbold.

Om det bliver som førstemålmand er formentlig tvivlsomt, men hans erfaring og rolle som kulturbærer skal man ikke underkende vigtigheden af.

Han havde angiveligt høj anciennitet i Brøndby, og hvorfor skulle han ikke også kunne få det andetsteds i Superligaen?

Oscar Buch, 29 år, kantspiller
Han fik sådan set sat en ganske pæn Superliga-sæson sammen i FC Fredericia, hvor det blev til seks fuldtræffere, indtil han blev overhalet indenom af Sofus Johannesen og Jonathan Lindekilde.

Det vil være et hold i den nedre halvdel af Superligaen, der skal slå til, hvis Oscar Buch skal have en sæson mere i Danmarks bedste fodboldrække.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.