Med nederlaget til Tottenham, er spekulationerne i den grad i gang om manager José Mourinhos fremtid i Manchester United.

Bookmakeren Bet25 har sat odds på, hvorvidt han stadig er i klubben til nytår, og her får man blot odds 1,90 på, at han er ude af vagten inden året er omme.

»Manchester United ligner et hold, der har tabt troen på, at de kan komme derhen, hvor både klubben og Mourinho selv mener, at de hører til. Tendensen er efterhånden tydelig. Når vi rammer tredje sæson, ser vi revnerne i Mourinhos koncept, og de har også været klare i den her sæsonstart. Det ligner et hold og en klub, der har brug for en luftforandring,« siger oddssætter Niklas Nürnberg fra Bet25.

Favoritten til at afløse ham er Zinedine Zidane, som kan spilles til odds 3,00, mens de næste bud i rækken er Antonio Conte og Laurent Blanc, som begge er at finde i odds 7,50.

»At skifte trænere i utide for en klub af Manchester Uniteds størrelse er problematisk, fordi der er sjældent særligt mange topnavne på markedet. Zidane er en af de få, der umiddelbart har både navnet og meritterne til at overtage tøjlerne, og samtidig er Manchester United nok en af de få klubber, der er store nok til, at det er interessant for ham,« slutter Niklas Nürnberg.