Bettingklubbens eksperter er klar med seks skarpe tips, som forhåbentligt kan sikre lidt ekstra mønter på kistebunden i weekenden.

Nicolai Baldorf har blandt andet kigget på Danmarks kamp mod Wales i Nations League, hvor eksperten spår, at stillingen ved pausen er 0-0 til odds 2,40.

»Danmark spiller ikke særligt mange underholdende første halvlege under Åge Hareide. De har spillet 11 første halvlege under Hareide i dette år, og hele syv gange har den stået 0-0 efter første halvleg. Det er inklusiv VM-kampene – men så uden den famøse Slovakiet-kamp, hvor vi sendte et noget alternativt landshold af sted,« lyder blandt andet begrundelsen fra Baldorf i podcasten.

»Danmark behøver ikke gå ud og vinde den her kamp, vi lever fint med uafgjort, så vi selv kan afgøre det på mandag mod Irland på hjemmebane.«

»Wales kan selvfølgelig vinde gruppen, hvis de vinder i aften. Men jeg forventer ikke, de går ud og lægger et tungt pres på danskerne, for de må også respektere det danske omstillingsspil med Yussuf Poulsen, Pione Sisto, Nicolai Jørgensen - og Christian Eriksen selvfølgelig. De vil ikke ryge ind i den kontrakniv som Irland gjorde for et år siden,« fortsætter Nicolai Baldorf om landskampen, der spilles fredag aften.

Også Steffen Dam har kigget mod Nations League i bestræbelserne på at vinde penge i denne weekend. Han har kastet sin kærlighed på, at begge hold scorer i Kroatien-England – til odds 1,80.

»Det er en sjov situation i den her gruppe; begge hold kan vinde den her gruppe ved at vinde kampen. Modsat kan begge hold også ryge ud ved at tabe den. Det er en meget speciel situation. Det får mig til at sige, at begge hold scorer,« lyder det fra Steffen Dam, som er opløftet i forhold til spillet efter at have set et sprudlende kroatisk mandskab vinde 3-2 over Spanien.

Derfor forventer han, Luka Modric & co. kommer flyvende ud af starthullerne på Wembley.

Foto: ANTONIO BRONIC
Vis mere

»Nu står de (kroaterne, red.) foran den her kamp mod England og ved, at får de ikke scoret, så ryger de ud. Hvis det bliver 0-0, så ryger de ud på en dårligere målscore end England. Bliver den 1-1, så ryger England ud. Fordi så er England dårligere indbyrdes, fordi Kroatien så har scoret på udebane. Det er lidt en speciel situation.«

»England har større kvaliteter offensivt end defensivt. Og jeg kan ikke forestille mig andet end, at England går efter at vinde den her kamp og vinde gruppen og komme i Nations League-slutspillet. Det kan godt være, det ’kun’ er Nations League, men bare det at kunne vinde noget, tror jeg betyder enormt meget for England. Så jeg tror i højere grad, de vil gå efter at vinde end at fedte et eller andet resultat hjem,« siger Steffen Dam.

Bettingklubben er B.T.s nye podcast, som hjælper lytterne med at slå bookmakerne og sikre lidt ekstra mønter på kistebunden. Programmet udkommer hver fredag og indeholder tips til weekenden. Ekspertpanelet udgøres af Steffen Dam og Nicolai Baldorf, mens Søren Paaske er vært.

Du kan abonnere på podcasten i iTunes, så du hver fredag automatisk får dugfriske spiltips