Søndag aften skrev badmintonstjernen Viktor Axelsen sig ind i historiebøgerne, da han blev verdensmester i fjersporten.

TV 2 dækkede Viktor Axelsens finalekamp mod Lin Dan og efterfølgende også præmieoverrækkelsen. Men på Facebook modtager TV 2 nu hård kritik af dækningen fra mange vrede danskere.

Opdateret 12:03 med svar fra TV 2s nyhedschef, Jacob Kwon, der beklager dækningen i denne historie.

TV 2 interviewede Viktor Axelsens mor midt under nationalmelodien, og da Viktor Axelsen fik sin medalje.

»Så stort tillykke. Vil TV 2 svare på, hvorfor man skulle interviewe moderen, imens Viktor fik sin medalje og nationalmelodien blev spillet for ham? Kunne man forestille sig, at det også var noget mor gerne ville se direkte??? I stillede jo ikke nogle spørgsmål, man ikke kunne gætte svarene på,« skriver Lene Pedersen i en kommentar til TV 2s videoer fra søndagens sejr.

I kommentarsporerne til alle videoer, som TV 2 har lagt op af kampen, er der en generel konsensus om, at TV 2 trådte forkert, da man valgte at gennemføre interviewet.

»Hvor var det flabet af jer at stå og holde Viktors mor hen med snak, mens han stod på podiet, og vi andre blev forstyrret af al den snak og missede nationalmelodien.. fy TV2 , DET ER BARE SÅ SYND FOR HANS MOR..,« skriver Hanne Nygaard Thomsen i en anden vred kommentar rettet mod TV 2.

Jacob Kwon beklager episoden.

»Jeg beklager, at vi lavede et interview med Viktors mor midt under medaljeceremonien. Vi havde en aftale med hende om et interview efter kampen, og det falder uheldigvis sammen med at præmieoverrækkelsen starter. Det er desværre ude af vores kontrol, hvornår arrangørerne af turneringen starter ceremonien,« siger nyhedschefen.

Viktor Axelsen slog Lin Dan i finalen med 2-0 i sæt (22-20 og 21-16). Han er den tredje dansker, der bliver verdensmester i badmintonhistorien. Sidste gang, det skete var i 1997, første gang det skete, var i 1977.

Her er nogle flere kritiske danskere, der undrer sig over TV 2s dækning:

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra TV 2 Sport.