Med sin sejr i årets første turnering satte Viktor Axelsen en tyk streg under, at der fortsat er ingen over og ingen ved siden af danskeren i international badminton. Nu vil konkurrenterne vide, hvornår han ikke spiller.

Viktor Axelsen er ikke bare bedre end andre gode badmintonspiller. Han er så meget bedre, at konkurrenterne nu direkte spørger ham, hvilke turneringer han planlægger ikke at spille, så de måske kan få en chance for at vinde i ny og næ.

Den danske verdensetter vandt søndag sin første turnering i 2018 og fortsatte dermed sin suveræne stime fra 2017, hvor det både blev til sejre ved VM, Japan Open og sæsonfinalen i Dubai.

I finalen i Malaysia Masters slog han i tre sæt den japanske overraskelse Kenta Nishimoto 21-13, 21-23, 21-18, og det fik landsmanden Jan Ø. Jørgensen til at skrive følgende på det sociale medie Twitter:

»Hey @ViktorAxelsen - jeg er snart tilbage og vil gerne koordinere kalender med dig. Hvad spiller du IKKE det næste halve år? #respekt.«

Med turneringssejren følger en præmiesum på 26.250 dollar – knap 160.000 danske kroner, men for Axelsen var det var det i mindst lige så høj grad det signal, han fik sendt, der vakte glæde.

»Med den sejr cementerer han, at det ikke var tilfældigt, at han vandt VM, at han vandt Dubai-finalerne, at han vandt Japan Open,« siger hans far og manager, Henrik Axelsen, til BT.

Turneringen i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur var stærkt besat med blandt andre hjemmebanefavoritten Lee Chong Wei og kineserne Lin Dan og Chen Long på startlisten, men Axelsen var den eneste af de helt store stjerner, som formåede at spille op til niveau. Ellers var det især de unge, nye navne, som viste sig frem, og set i det lys var Axelsens sejr også vigtig, mener Henrik Axelsen:

»Mange af dem, han har mødt her, er ikke nogen af de farlige, men det er nogen af de nye på samme alder som ham, som er opkomlinge ligesom ham selv, og det er meget godt lige at få vist dem, at han også godt kan slå dem, for de er altså gode,« siger han.

Turneringen i Malaysia var på Super 500-niveau, hvilket svarer til en Super Series-turnering under de tidligere navne. Det betyder, at der snart tikker endnu en god portion point ind og udbygger Axelsens i forvejen solide forspring på verdensranglisten. Og at der er mere i vente gav Axelsens euforiske jubel løfter om.

Da den sidste bold blev smatchet i gulvet, flåede han sin trøje af og smed den ud til publikum. Trods bunker af succes er han ingenlunde mæt af sejre:

»Jo flere titler man kan have, desto federe er det. Det er bare fedt at vinde titler på det her niveau, og det betyder super meget for mig. Jeg tror også godt, man kunne se, jeg var rigtig glad for at vinde,« siger Axelsen til TV2 Sport.

Han rejser i dag videre til Indonesien for at spille endnu en turnering, inden et stop i Indien runder Asien-turen af for denne gang. Dernæst gælder det først og fremmest sæsonens første store delmål, All England, til marts.