Viktor Axelsen og familien går rundt med et ekstra stort smil for tiden.

Badmintonstjernen fortæller på sin Instagram, at han og kæresten venter et barn til efteråret.

Samtidig fortæller han også, hvad kønnet på deres kommende barn bliver.

'Jeg har ventet på at dele en fantastisk nyhed med jer. Min kæreste og jeg skal være forældre til efteråret, og vi venter en pige,' skriver den kommende far.

Barnet bliver samtidig Viktor Axelsen og kæresten Natalias første.

'Alt er godt, og vi glæder os virkelig meget til at lære hende at kende,' skriver han og tilføjer:

'Jeg håber, at I alle holder ud i denne særlige tid. Pas på hinanden. Gode tanker herfra. Viktor.'

Inden badminton blev sat på pause, ligesom resten af sportsverdenen blev det på grund af coronavirus, havde Viktor Axelsen også meget at juble over.

Viktor Axelsen blev 26 år tidligere i 2020.
Viktor Axelsen blev 26 år tidligere i 2020. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

I marts gik Axelsen helt til tops og vandt for første gang ved den prestigefyldte turnering All England i Birmingham.

Dermed kunne Danmarks bedste badmintonspiller tilføje endnu en titel til et i forvejen imponerende cv.

I 2017 vandt han VM-guld, mens han i 2016 og 2018 vandt EM-guld - alle sammen i herresingle.

Ved OL i Rio de Janeiro i 2016 tabte han semifinalen til kinesiske Chen Long, men fik revanche og snuppede bronzemedaljen dagen efter.

Andre læser også