I jagten på at blive den bedst mulige atlet, har kosten ofte meget stor betydning.
Det havde den også for Viktor Axelsen, der onsdag annoncerede sit karrierestop.
Men for det danske badmintonikon fyldte det alt for meget.
Til DR fortæller Viktor Axelsen, at han fortryder, at han var så stædig med sin kost, da han var ung, fordi den i perioder spændte ben for ham.
»Man vil nok kategorisere det som en spiseforstyrrelse. I mit hoved var det bare en ekstrem lyst til at være så seriøs som atlet og optimere. Så i mit hoved var det ikke en spiseforstyrrelse, men det var det helt sikkert,« siger han.
I podcasten 'Gruppechatten' sætter Viktor Axelsen og hans søster, Johanne, flere ord på det, han selv beskriver som en spiseforstyrrelse.
»Jeg tænkte, at jeg var meget høj, og der er ikke mange badmintonspillere, der har den højde og drøjde, jeg har, så nu skulle jeg bare være så let som muligt,« husker han.
Johanne Axelsen siger, at Viktor Axelsen var »meget tynd«, og derudover husker hun, at han havde et »meget usundt forhold til mad«.
»Så det var nok både en kombination af at spise ekstremt sundt og så træne helt ekstremt meget. Det var sådan, at vi kom til København, og så havde du tabt dig så meget, at vi alle var sådan: 'Hold da ferie, du er tynd'. Det var meget ekstremt,« siger hun.
Viktor Axelsen satte onsdag et punktum på en vild karriere, der har budt på to olympiske guldmedaljer, to VM-titler og stort set alle andre af sportens største titler.
Et stop, der kommer som konsekvens af en drilsk rygskade, der de seneste to år har voldt danskeren problemer.
