Han er uden tvivl verdens bedste badmintonspiller og succeserne på banen står i kø. 

Det er dog ikke det eneste sted, hvor tingene kører for Viktor Axelsen. Privat har tingene også udviklet sig.

Den forsvarende verdensmester er nemlig blevet gift med Natalia Koch Rohde.

Det bekræfter han til B.T., efter han spillede sig videre til tredje runde ved VM i badminton på hjemmebane.

»Ja, vi er blevet gift,« siger han og fortsætter:

»Vi har ikke holdt et stort bryllup endnu, det kommer efter OL. Men ja, vi er mand og hustru.«

Viktor Axelsen og Natalia Koch Rohde har kendt hinanden siden 2011, men sprang først i 2018 officielt ud som kærester.

Sammen har parret døtrene Vega, som blev født i oktober 2020, og datteren Aya, der kom til verden i oktober sidste år.

Det var i et interview med TV 2 Sport, hvor han første gang omtalte sin mangeårige kæreste Natalia Koch Rohde som hustru.

Her åbnede den danske badmintonstjerne op for, hvilken betydning det har haft for ham at blive far.

Viktor Axelsen har til B.T. fortalt, hvor vigtigt tiden med sin familie har været, mens han har haft stor succes på badmintonbanen.

»Jeg har været god til at tage fri en uge hist og her, så vi kunne bruge tid sammen som familie. De små breaks er altafgørende. Også for min motivation til spillet. For man er virkelig træt efter ugelange runs med mange turneringer,« forklarede Viktor Axelsen.

I overlegen stil spillede Viktor Axelsen sig videre til tredje runde, da han tirsdag aften slog franske Christo Popov med 21-6 og 21-8 i Royal Arena.

En sejr der lunede for danskeren, der havde forventet en svær kamp.

»Jeg følte mig rigtig komfortabel derinde, og det tror jeg ikke han gjorde. De sidste to opgør har været rigtig, rigtig tætte, så jeg er glad og tilfreds her efter en forholdsvis hurtig sejr,« lyder det fra den danske badmintonstjerne.

Nu venter en hviledag onsdag og den har verdensetteren også allerede planlagt. 

»Jeg kan få trænet, holde det lidt ved lige og slappet lidt af. Og så kan jeg få set vores unger, bruge tid med dem og drikke en kaffe med Natalia,« fortæller han.