Så er den gal igen!

Den japanske badmintonverdensmester Kento Momota, der i 2016 fik halvandet års karantæne fra al turneringsaktivitet for at have spillet illegalt på et kasino i Tokyo, har nu modtaget en mundtlig advarsel af det japanske badmintonforbund.

Det fortæller internetsitet Badmintonplanet, der kan berette, hvordan verdensrangliste-etteren i herresingle under en træningslejr i Tokyo i maj på sit hotelværelse havde besøg af verdensrangliste-etteren i damedouble Yuki Fukushima.

I Vesten ville eskapader af denne art normalt ikke give anledning til avisskriverier. Men i Japan forholder det sig anderledes. Her er det blevet udbasuneret, at et overvågningskamera filmede, da Fukushima forlod Momotas værelse klokken seks om morgenen.

Så brødebetynget så Kento Momota ud, da han ved en pressekonference i Tokyo 2016 undskyldte for, at han havde spillet illegalt på et kasino.  
Så brødebetynget så Kento Momota ud, da han ved en pressekonference i Tokyo 2016 undskyldte for, at han havde spillet illegalt på et kasino.   Foto: FRANCK ROBICHON
Vis mere

Årsagen til, at Yuki Fukushimas besøg hos Kento Momota blev opdaget, var, at Japans anti-dopingagentur ville foretage en test på førstnævnte, men da hun ikke var på sit værelse, gennemså man hotellets overvågningskameraer.

Efterfølgende udtalte generaldirektøren for det japanske badmintonforbund, Kinji Zeniya, sig således:

»Fremover må de opføre sig mere forsigtigt, så der ikke igen opstår misforståelser.«

På vej mod den igangværende badmintonturnering Denmark Open udtalte Kento Momota sig i Narita International Airport om sagen.

»Jeg vil gerne undskylde for den uro, som sagen har skabt, og jeg havde ikke forventet, at det ville skabe den turbulens, det har gjort,« sagde Kento Momota og tilføjede:

»Jeg betragter sagen som alvorlig og vil fremadrettet blive mere forsigtig i min adfærd.«

Kento Momota vandt sin første kamp ved Denmark Open over indoneseren Anthony Sinisuka Ginting og spiller sin næste kamp torsdag mod thailænderen Suppanyu Avihingsanon.

Den 24-årige japaner er seedet til at møde danskeren Viktor Axelsen i Denmark Opens finale på søndag.