Lyt til artiklen

Han bliver bare ved, og ved, og ved!

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er ved at runde et forrygende 2022 af.

For torsdag spillede han sig nemlig videre til semifinalen i dette års sæsonfinaler, der spilles i Thailands hovedstad, Bangkok.

Her udraderede han sin japanske modstander Kodai Naraoka, der er nummer 14 i verden, med 21-5, 21-15.

Den 28-årige danske verdensetter havde på forhånd fået en god start på turneringen, da han onsdag besejrede kinesiske Lu Guang Zu uden de store problemer.

Fredag venter den sidste kamp i gruppespillet, hvor inderen Prannoy Haseena Sunil Kumar er modstanderen.

Viktor Axelsen har blot tabt to kampe i hele 2022.

Semifinalenederlaget til indiske Lakshiya Sen i årets første turnering samt et nederlag til Loh Kean Yew fra Singapore i Denmark Open i oktober.

Men bortset fra det har den fynske verdensstjerne siddet solidt på tronen i herresingle de seneste 12 måneder.

Her har han blandt andet vundet VM og All England, mens han for nylig blev kårets som verdens bedste mandlige badmintonspiller.

Det er andet år i træk, at Viktor Axelsen løber med den fornemme pris.