De overraskede alt og alle, da de pludselig stod frem som kærester.

I ni år havde de ellers holdt deres forhold hemmeligt for offentligheden, men i 2017 kunne de endelig sige det, som det var.

For den tidligere badmintonduo Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Pedersen havde nemlig fundet kærligheden uden for banen – sammen.

Men siden da er det kun ganske få gange, at offentligheden har fået et lille indblik i, hvad sportsparret bruger deres tid på, nu hvor det ikke længere er spillet på banen, der tager deres tid.

Det er i stedet et stort husprojekt og et tøjfirma, som holder de to badmintonstjerner beskæftiget. Når de altså ikke lige passer deres to børn.

Det fortæller de i et interview med Billed-Bladet.

»I al den tid, vi har været kærester, har vi haft badmintonen sammen, og nu er det så huset og vores tøjfirma, KA-OS, med T-shirt til børn og voksne samt en webshop. KA-OS betyder T-shirt på indonesisk, hvor vi har rejst meget,« siger Kamilla Rytter Pedersen til Billed-Bladet.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Pedersen blev i 2020 gift. Parret havde to år forinden stoppet deres respektive karrierer, da sidstnævnte blev gravid.

I dag har ægteparret døtrene Molly på tre år og Pixi på 10 måneder. Kamilla Rytter Pedersen bar det første barn, mens Christinna Pedersen var gravid med det seneste skud på stamtræet.

En beslutning, som de begge satte ord på over for B.T. i starten af året i et stort interview.

Det kan du læse mere om HER.