De fleste af os går i disse juledage og tæller ned til andesteg, brunede kartofler, tyk sovs og risalamande i kvalmende mængder.

Men når man er verdens pt. suverænt bedste badmintonspiller og hele Danmarks Viktor, er der ikke tid til julehygge. Den regerende verdensmester, Viktor Axelsen, springer julen over i år og flyver i stedet til Kina for at møde den kinesiske superstjerne Chen Long.

»Ja, jeg skal spille showkamp den 25. december. Det betyder, at jeg flyver ud til Kina den 23. december, og to dage senere skal jeg så møde Chen Long i en stor opvisningsturnering,« fortæller den 23-årige fynske verdensmester, som fortsætter:

»Og derefter tager jeg videre til Indien, hvor jeg i den indiske liga skal spille tre-fire kampe - og derefter begynder Super Series med tre turneringer i rap. Så der er godt smæk på i disse tider, men det er fedt.«

Så ingen jul til dig i år?

»Nej, det bliver der ikke så meget af. Min juleaften holder jeg i Kina i år.«

Og når Viktor Axelsen så aftenen den 24. december lægger hovedet på sin hotelsengshovedpude, kan han passende tænke tilbage på et sandt jubelår, hvor han i suveræn stil overtog den internationale badmintontrone. Den 194 centimeter høje dansker sikrede sig verdensmesterskabet i august, strøg til tops på verdensranglisten i september, og i søndags vandt han for andet år i træk Super Series-sæsonfinalen.

Foto: ROBERT PERRY
Vis mere

Det er præstationer, som mange badminspillere bruger en hel karriere på forgæves at jagte. Viktor Axelsen er kun 23 år og har allerede cv'et proppet med titler. Karrieren er kun lige skudt i gang, og man kan som dansk badmintonfan da godt frygte, at der i de resterende 10-15 af karrieren ikke er nok hæder og titler at jagte for den suveræne dansker.

Men den frygt smasher Viktor Axelsen selv effektivt i gulvet.

»Nogen gange tror jeg, at det er vigtigt, at man ikke tænker i fremtiden og bare bliver i øjeblikket. Jeg ved godt, at det er lidt slidt, men jeg tror, at opskriften bliver at tage en dag ad gangen og en træning ad gangen. Selvfølgelig kan jeg ikke undgå at tænke på fremtiden og forestille mig, hvordan det tingene ser ud om fem år, men det eneste, jeg rigtigt kan forholde mig til, er det, der sker lige nu og her. Og det er sådan, jeg som badmintonspiller ønsker at se på det. Hele tiden have fokus på den næste ting. Bare forsøge at gøre det så godt i den næste kampe eller den næste øvelse i træningen.«

»Jeg prøver at lade være med at spekulere for meget i fremtiden og så bare gøre det så godt som muligt i nuet - mere er der egentlig ikke at gøre. Og så er det bare fantastisk, at jeg så hurtigt er kommet op på dette niveau,« siger Viktor Axelsen.

Og Viktor Axelsen havde end ikke nået at pakke ketsjeren fra weekendens sæsonfinalesejr ned, før han havde udpeget de kommende mål i sin kometkarriere.

»Det er klart, at OL-guld er det, som alle badmintonspillere drømmer om. Og det gør jeg helt sikkert også. Men jeg har også sat kryds ud for Thomas Cup, Sudirman Cup og All England. VI har godt nok vundet Thomas Cup, men det kunne være fedt at gentage det. Så der er stadig masser at turneringer, jeg gerne vil vinde.«

Axelsen har i 2017 spillet sig i fem store finaler, og han har flere gange fået skovlen under badmintonstjerner som kineserne Lin Dan og Chen Long og malaysieren Lee Chong Wei, der i årevis har stordomineret sporten. Da det først gik op for den unge odensaner, at han kunne bide skeer med de allerstørste, så han sig ikke tilbage.

»Jeg tror, at når først man har prøvet at komme sejrrig ud af en stor finale, får man noget helt unik erfaring, som man kan trække på. Og det giver også en vis ro. Og det kan jeg mærke ude på banen, for lige meget hvordan det går, har jeg stadig Super Series-titler og VM-guld på mit cv, og det giver mig meget.«

Sportschef hos Badminton Danmark, Jens Meibom, udpegede tirsdag i BT, at sidste års sæsonfinale-sejr over Lee Chong Wei lagde grundstenen til alle 2017's triumf. Og Viktor ser også den finalesejr som en absolut nøglekamp i karrieren.

»Ja, det gør jeg helt sikkert. Det var dejligt endelig at få en Super Series-titel - og så endda sæsonfinalen. Det var kæmpestort, og det gjorde, at mine skuldre lige sank et par centimeter, hvilket løsnede mit spil endnu mere op.«

Viktor Axelsen har i det forgangne slået sit navn fast, og han er ikke længere en opkomling ude i de store badmintonhaller. Nu er han altid én af favoritterne, og hvorend han kommer, mødes han med stor respekt fra fans og modstandere.

»Ja, jeg har ret kraftigt fået slået fast, at når jeg spiller godt, skal mine konkurrenter spille rigtig godt for at slå mig. Omvendt har jeg stadig dyb, dyb respekt for dem, for jeg ved, hvor mange spillere ude i verden, der gerne vil til tops i turneringerne. De lægger enormt meget arbejde i det, og det mindste, jeg kan gøre er at have respekt for dem. Det er også det, der holder mig skarp, at jeg ved, hvor mange, der gerne vil vinde. Men jeg kan sagtens mærke, at de har meget respekt for mig,« fortæller Axelsen, der medgiver hans skalp efterhånden er blevet eftertragtet ude til de store turneringer.

»Ja. Men jeg er ikke så stor fan af at tænke på de andre, jeg vil hellere bare køre min egen butik. Jeg er bare glad og stolt over det, jeg har opnået. Og jeg er lykkelig over, at jeg laver noget, som jeg synes er rigtig sjovt - og at det så også går godt er jo bare megafedt.«

Megafedt - det er vist en meget god måde at opsummere 2017 på, når man hedder Viktor Axelsen.