Den regerende mester Viktor Axelsen er ude af badmintonturneringen Denmark Open efter et nederlag i to sæt til Loh Kean Yew fra Singapore.

Resultatet er en kæmpe overraskelse. Axelsen gik ind til kampen som storfavorit. Men allerede i kvartfinalen er den danske verdensstjerne ude - stik imod alle odds.

Danskeren tabte 17-21 i første sæt, inden han gik helt ned i andet sæt og tabte med hele 10-21 på hjemmebanen i Odense.

Loh var tydeligt velforberedt på Axelsen - måske fordi de to jævnligt træner sammen i Dubai.

Med sine hurtige fødder tog han initiativet fra start, og i første sæts anden halvleg var Axelsen tydeligt frustreret i sin forgæves jagt på et velfungerende våben.

Fra andet sæts start var det åbenlyst for enhver, hvor det bar hen. Axelsen havde svært ved at få den rigtige længde på slagene og sakkede længere og længere agterud.

I en håndevending bragte Loh sig foran 8-3, og ved pausen var stillingen 11-5. Til sidst mistede Axelsen nærmest modet.

Loh vandt de sidste fire dueller på stribe og tog en overraskende og klar sejr over den regerende verdensmester.

Dermed bliver turneringens resterende kampe i weekenden uden dansk deltagelse.