Den danske mixeddouble i badminton med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje vinder Spain Masters efter en sejr over et indonesisk par i finalen.

Det danske par sejrede i Super 300-turneringen efter to tætte sæt med cifrene 22-20, 21-18.

Mathias Christiansen og Alexandra Bøje var ottendeseedet i turneringen, men formåede alligevel at gå hele vejen, hvor parret kun afgav et sæt ved Spain Masters.

Sejren er samtidig den største sejr for danskerne på BWF World Tour som par.

Mathias Christiansen har dog tidligere vundet en Super 500-turnering sammen med Christina Pedersen.

Som nummer 19 på verdensranglisten var det danske par forhåndsfavorit mod finalemodstanderne, der er nummer 47.

Begge sæt var dog meget tætte. Danskerne var bagud med op til fem point i første sæt, inden de kæmpede sig tilbage og vandt 22-20 efter at have afværget to sætbolde i en skarp afslutning.

I andet sæt var billedet omvendt. Christiansen og Bøje spillede sig foran 12-7 og virkede til at være i kontrol, inden spillet blev lidt for forkrampet og fejlene for mange, hvorfor indoneserne svarede tilbage.

Det blev 16-16, inden danskerne hankede op i sig selv, og Bøje slutteligt afgjorde kampen med et stærkt smash.

Christiansen og Bøje var seedet som nummer otte i Spain Masters. På vej til triumfen slog danskerne i kvartfinalen det førsteseedede par med Dechapol Puavaranukroh og Sapsiree Taerattanachai, der er nummer fire i verden, som den største skalp.