Jan Ø. Jørgensens badmintonkarriere på topniveau sluttede fredag med et nederlag til Anders Antonsen.

Fredagens kvartfinale i Denmark Open blev den sidste kamp for Jan Ø. Jørgensen. Ikke kun i den danske turnering, men også i Jørgensens karriere på internationalt niveau.

Den 32-årige nordjyde meddelte tidligere på året, at han ville stoppe karrieren efter Denmark Open.

Efter sejre i både første og anden runde blev det så altså til exit fredag.

Det var Anders Antonsen, der efter en sejr i to sæt med cifrene 21-12, 21-10 sendte Jørgensen på badmintonpension.

Jan Ø Jørgensens sidste kamp. Herresingle danske Jan Ø Jørgensen mod Anders Antonsen. Danisa Denmark Open Badminton. Odense. Fredag den 16 oktober 2020.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Jan Ø Jørgensens sidste kamp. Herresingle danske Jan Ø Jørgensen mod Anders Antonsen. Danisa Denmark Open Badminton. Odense. Fredag den 16 oktober 2020.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Dermed er Antonsen altså klar til lørdagens semifinaler. Her venter taiwanske Chou Tien Chen.

Antonsen kom bedst fra start fredag, men kunne ikke helt ryste Jørgensen af sig. Antonsen var ganske vist som regel minimum foran med et par point, men Jørgensen viste flere gange prøver på det spil, der i mange år gjorde ham til en del af verdenseliten.

Men Jørgensen kunne over længere perioder ikke dæmme op for Antonsen, der sikkert vandt første sæt.

Antonsen indledte andet sæt, der altså endte med at blive Jørgensens sidste, med at komme foran 3-0. Men Jan Ø. kom i gang og viste, at han stadig har fart i benene.

3-0 blev til 3-3, hvorefter Antonsen trak lidt fra igen og kunne gå til pause foran 11-7.

Jørgensen mødte ganske enkelt en bedre spiller fredag. Antonsen var i fuld kontrol og nærmede sig langsomt sejren.

Den endte der med aldrig at være tvivl om, og så kunne Antonsen trods sin sejr lade en tydeligt rørt Jørgensen få den sidste hyldest af det begrænsede publikum i hallen i Odense.

Jan Ø. Jørgensen er med sin sejr i 2010 den seneste danske vinder af herresinglerækken i Denmark Open. På hans cv finder man desuden blandt andet sejre i French Open, China Open og Indonesia Open samt en VM-bronzemedalje.

Tidligere fredag spillede Rasmus Gemke sig i semifinalen med en sejr over tyske Max Weisskirchen. Gemke kan ende med at skulle møde Hans-Kristian Vittinghus, der senere fredag møder japanske Kenta Nishimoto.

/ritzau/