Så er der godt nyt at berette om de tidligere OL-sølvvindere i badminton, Mathias Boe og Carsten Mogensen, der det seneste halve år har været både sygdoms- og skadesramte.

»Det seneste stykke tid har vi igen trænet optimalt. Derfor stiller vi op ved Denmark Open (i næste uge i Odense, red.). Så vi har bestemt tænkt os at fortsætte med at spille badminton, selvom jeg udmærket godt ved, at folk snakker om, at vi skal til at stoppe,« siger Carsten Mogensen til B.T.

Duoen deltog i sidste måned ved Japan Open, men tabte her allerede i herredouble-turneringens anden runde til hollænderne Jelle Maas og Robin Tabeling.

»Her var Mathias plaget af en skade i hoften, og desuden havde han i optakten til turneringen været ramt af denguefeber (frygtet tropesygdom, red.). Så betingelserne vi konkurrerede under var langt fra optimale,« siger Carsten Mogensen, der i foråret 2016 pådrog sig en hjerneblødning.

»Hvad angår mit helbred, har jeg det heldigvis godt igen,« siger 35-årige Carsten Mogensen, der ser frem til det kommende efterårs mange opgaver.

Mathias Boe, til venstre, og Carsten Mogensen tabte i marts All England-finalen i herredouble til indoneserne Kevin Sanjaya Sukamuljo og Marcus Fernaldi Gideon. 
Mathias Boe, til venstre, og Carsten Mogensen tabte i marts All England-finalen i herredouble til indoneserne Kevin Sanjaya Sukamuljo og Marcus Fernaldi Gideon.  Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

»Vi spiller videre på livet løs. Foruden Denmark Open er Mathias og jeg i dette kalenderår tilmeldt turneringer i Frankrig, Kina, Hong Kong og Indien. Lige nu ligger vi nummer 11 på verdensranglisten. Vi tror dog på, at vi kan tilbageerobre vores placering blandt de allerbedste på verdensranglisten. For mens vi kun har spillet 11 turneringer, har de fleste af vores konkurrenter spillet 18. På den baggrund har vi mange turneringer gratis i banken,« siger Carsten Mogensen og tilføjer:

»Selvfølgelig går vi op i at ligge højt på verdensranglisten. Men det er også vigtigt, at vi er gode. For så ligger man dér, hvor man fortjener at være. Kort sagt: Vi har ikke mavesår over, at vi pt. ligger nummer 11.«

Ved Denmark Open, der spilles i Odense 16.-21. oktober, skal Carsten Mogensen og Mathias Boe møde Jelle Maas og Robin Tabeling, mens modstanderne ugen efter ved French Open bliver kineserne Liu Cheng/Zhang Nan.