For fem år siden begyndte dengang 49-årige Poul Erik Høyers krop at opføre sig anderledes end det, han kendte til.

Han kunne ikke styre sin motorik på samme måde, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at stikkontakter altid fik to tryk. Det fortæller han til TV 2 Sport.

Det fik ham til at gå til lægen, og han blev efterfølgende scannet. Herefter fik han beskeden. Han var ramt af Parkinsons syge.

»Jeg var rystet. Det er jo ikke det, man gerne vil høre, og jeg begyndte at tænke på, hvad der skulle ske med mig resten af mit liv. Det var en hård proces først og fremmest at anerkende, at jeg nu er syg,« siger Poul Erik Høyer, der første gang fortalte om sin sygdom onsdag.

Her fortalte han også, at tager han sin medicin, kan det stort set ikke ses, at han er ramt af sygdommen, og han har det godt efter omstændighederne.

Da han fik diagnosen, valgte han at lægge sit liv om, og han vil ikke have, at sygdommen skal styre hans liv og få ham 'ned med nakken', når det kommer til hverdagen og familien, fortæller han til TV 2.

Ifølge Parkinsonforeningen lever cirka 8.000 danskere med Parkinsons syge, der kan føre til rysten, muskelstivhed og langsomme, træge bevægelser, og det er ikke første gang, sygdommen har ramt Høyer-familien.

For Poul Erik Høyers far var også ramt af den, og han døde af det i 2008.

Poul Erik Høyer, der i dag er 54 år, har siden 2013 været præsident for Det Internationale Badmintonforbund (BWF), og han er derudover medlem af Den Internationale Olympiske Komité.

Inden da havde han en stor badmintonkarriere, der blandt andet bød på OL-guld i Atlanta i 1996, to sejre ved All England og tre bronzemedaljer ved VM.

Han valgte at stoppe sin karriere i år 2000.