I sin nye selvbiografi, 'Den danske drage, fortæller badminton-stjernen Viktor Axelsen om OL-bronzen i 2016 og de efterfølgende tømmermænd.
I samarbejde med Gyldendal bringer B.T. her et uddrag fra kapitlet 'Den olympiske ild og mørket derefter'
----- ---- ----
»Jeg spiste mine rutinemæssige havregryn, satte mig op på cyklen og hjulede af sted mod min bronzekamp. Nogle troede måske, at Lin Dan ikke ville være motiveret i en bronzekamp, fordi han havde to guldmedaljer i forvejen. Andre håbede det sikkert. At han ville ”smide” kampen og være ligeglad. Men sådan gik det ikke.
Han spillede for medaljen. Det endte med at blive en vild bronzekamp, hvor balancen tippede mange gange, og min nervøsitet gav mig en del rutsjeture. Lin Dan endte med at stjæle det første sæt, fordi jeg mod slutningen gav ham flere lette point, og det føltes som en foræring. Vejen mod en medalje syntes pludselig uendelig lang.
Da jeg skuffet gik over på modsatte banehalvdel, talte jeg taktiske justeringer igennem med Kenneth. Jeg skulle lade Lin Dan komme mere til mig, end jeg havde gjort mod slutningen af første sæt. Kineseren skulle mærke, at det ville blive hårdt. Det skaffede mig et sikkert andet sæt, inden gyseren indtraf i det tredje, altafgørende sæt, hvor vi fulgtes ad indtil 17-17.
Her slog jeg hovedet fra, og jeg kom ind i zonen. Der, alle søger hen. Jeg tænkte ikke over mine slag, jeg stolede på min fysik og på mine valg og vandt de sidste fire dueller i kampen, og så kunne jeg ellers strække armene i vejret og bryde ud i gråd med det samme. At slå Lin Dan i en så betydningsfuld kamp var jo helt uvirkeligt. Jeg havde både slået en levende legende i min karrieres største kamp og sikret mig en OL-medalje som blot 22-årig.
Jeg var opløst af gråd, da jeg forlod banen og vandrede over mod mixedzone, hvor journalisterne ventede. Det var den ultimative glæde, der boblede frem i mig, en stemning i mig, der var opbygget over så mange uger og måneder, og pludselig kom forløsningen. Når det går op for dig, at dit mål er nået, er det hårdt og befriende på samme tid. Det er den følelse, du træner for at opnå bare én enkelt gang i dit liv. En berusende glæde over at være lykkedes.
Lige meget hvad min karriere ellers ville bringe, var de følelser være det hele værd, og jeg tror ikke, noget andet end badminton ville kunne frembringe den samme glæde for mig.
Hvis jeg en dag bliver far, vil jeg sikkert blive lige så lykkelig, men det vil være en anden følelse, for i Rio kom glæden som en umiddelbar kulmination på et livslangt mål, som var på vippen til det sidste sekund; til den sidste bold var slået i gulvet.
Derfor var jeg også helt rundt på gulvet, da jeg gav interviews efter min bronzekamp, og minutterne med journalisterne fra Danmark og udlandet står uklart i min hukommelse. Jeg ved kun, hvad jeg sagde, fordi jeg har genset det.
Jeg blev hevet til dopingtest efter interviews på dansk, kinesisk og engelsk, og da jeg havde tisset i en kop, blev jeg endelig genforenet med Kenneth. Han var overstadig. Ufattelig glad. Sådan en medalje betyder alt for ham som landstræner, for også han drømmer om at vinde de største titler, som da Jan vandt i Indonesien, da vi vandt Thomas Cup, eller da jeg den dag fik bronze om halsen. Det var rørende at opleve.
En presseansvarlig fra Dansk IdrætsForbund hastede hen til Ken neth og mig og sagde, at både TV 2 og DR ville have mig i studiet. Tiden var knap, så en chauffør kørte mig direkte til DR og siden ud til en håndboldhal, hvor Danmark skulle spille, og derfor sendte TV 2 derfra.
Solen over Rio gik ned, mens jeg hastede rundt i OLbyen fra interview til interview, og da jeg sagde farvel til Morten Ankerdal, kunne jeg endelig sætte kurs mod min familie. Min mor, Gitte, og hendes mand, Simon, og min søster Johanne og hendes kæreste Alexander havde taget turen til Brasilien for at heppe på mig. Det var fantastisk at kunne fejre min bronzemedalje med dem.
De ventede på mig på en restaurant inde i Rio tæt ved Copacabana, og jeg følte mig fri, da jeg trådte inden for og gav dem et kæmpe kram. Endelig var jeg ude af OL-byen. Med en medalje!
Vi fejrede med god mad og rødvin, og hen over hovedretten indså jeg, at jeg blev nødt til at ringe til Finn Trærup Hansen. Jeg var allerede godt snalret, og jeg vidste, at dele af den danske delegation fra DIF boede på et hotel ved Copacabana. Jeg spurgte Finn, om han kunne skaffe mig et værelse – bare for en enkelt nat. Han kunne heldigvis hjælpe, så da vi havde spist, smuttede jeg over på hotellet og smed mine ting, og så tog vi i byen.
Vi drak drinks, så MMA-kampen mellem Nate Diaz og Conor McGregor og fejrede min sejr.
De sociale medier var eksploderet, da jeg morgenen efter tjekkede min telefon. Det var så heftigt, at jeg blev nødt til at lukke ned for beskeder på Facebook. De strømmede ind, og telefonen larmede konstant.
OL var helt klart et globalt gennembrud. Jeg blev blæst bagover af, hvor mange der skrev til mig og ønskede mig tillykke, hvor mange endda bemærkede mit kinesiske sprog. Det var helt vildt og uvant for mig.
Størstedelen af mine fans på sociale medier er fra Indonesien og Malaysia, og særligt indonesere er meget specielle. De skrev ’tillykke, min prins’, og var ret følelsesladede i deres ordvalg, hvilket var nyt for mig. I Danmark var jeg vant til at få beskeder som ”tillykke” og ”respekt”, men det her var idoldyrkelse på et helt andet plan. Den distance, der trods alt er i Danmark, var helt væk hos indoneserne, der fremstår som et land, hvor alle er opslugte af badminton.
Mange begyndte også at skrive i deres egne profilintrotekster, at de var ”fan of Axelsen”, og fans redigerede billeder af mig og lagde dem op på deres egne platforme, så jeg er blevet foreviget i Photoshop som en engel.
Jeg foretrækker egentlig den mere stille og rolige idoldyrkelse, hvor folk skriver ”respekt”, men omvendt er det også de her indonesere, der er aktive hele tiden, og de fleste er søde. Via min telefon var jeg altså advaret om, hvor stor bevågenhed der havde været omkring OL, inden jeg vendte hjem til Danmark, men modtagelsen i Kastrup Lufthavn var alligevel mere, end jeg havde turdet håbe på. Det var fantastisk!
Jeg fløj hjem med mange af de andre danske atleter, og det var en rigtig fed fælles modtagelse.
Turen hjem blev det sidste olympiske klimaks, men lige på den anden side vendte det på hovedet. Da jeg kom hjem til min lejlighed i Valby og lukkede døren bag mig, slog lejlighedens tomhed mig omkuld som en uventet knytnæve i mellemgulvet. Jeg var alene. Da ræset var ovre … Puha, det var hårdt. Jeg stoppede på ingen måde op for at nyde, hvad jeg havde opnået.
Jeg lænede mig forpustet tilbage i sofaen og tænkte over alt det, jeg havde oplevet. Min medalje. Var det dét? Nu var det forbi.
Opmærksomheden var kæmpe, kæmpe stor, og den var blevet permanent, så jeg havde pludselig altid øjne på mig, når jeg bevægede mig rundt i offentligheden. Det var nyt for mig og svært i den første tid, hvor jeg både følte mig alene i min lejlighed og følte mig overvåget, når jeg gik rundt på gaden.
Var jeg i Netto i mit slidte joggingtøj for at købe ind, blev jeg straks genkendt.
”Hvor er det fedt, du kan kinesisk. Hvordan lærte du det?” Alle var virkelig søde, og mange roste mit kinesiske mere end mit badmintonspil. Så hvad var problemet?
For mig var det en krævende overgang fra at gå i min egen lille verden og høre en podcast til at så slå over og være åben og professionel, sige ’tusind tak, det var sødt af dig at sige sådan’. Jeg ville gerne være oprigtig og tage mig tid, for sådan plejede jeg at gøre, når jeg en gang imellem var blevet genkendt, men nu var opmærksomheden mangedoblet, og det ramte mig, for det koster rigtig mange kræfter for mig at være den Viktor, som de har set i fjernsynet, som stadig er nede på jorden, når der gives interviews.
Jeg var mentalt slidt, da jeg vendte hjem fra Rio, og dag for dag blev det blot værre. Derfor blev jeg også vildt ked af det, da jeg talte med Carsten, min mentaltræner, om OL. Vi havde jævnligt Skypesamtaler, og et par uger efter OL talte vi om, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ham, at jeg følte mig overvåget, at jeg var mentalt nedbrudt.
Selv om OL-medaljen i dag har givet mig selvtillid, gav den mig ingen fordel i månederne efter Rio. Jeg undervurderede mine følelser, som jeg tumlede med i hverdagen. Jeg troede ikke, at mental træthed var et reelt problem for mig, når det handlede om spillet på banen, og det var en fejl.
Lige meget hvor meget man nedtoner et OL, er det noget helt specielt og dræner dig for energi, fordi du i måneder op til stiller dig selv spørgsmålet: Gør jeg alt, hvad jeg kan, for at blive klar?
Det spørgsmål stillede jeg hvert fald mig selv konstant, og i stedet for at holde en pause og fordøje alle indtrykkene – og trods faresignalerne – spillede jeg videre. Og jeg underpræsterede med et brag, da jeg kun en måned efter min bronzekamp stod i Tokyo klar til en ny turnering. Klar i hovedet var jeg nemlig slet ikke.
Selv om min krop var velkørende, føltes det, som om jeg havde OL-tømmermænd. Den turnering, jeg tog ud til, og den kamp, jeg spillede, betød ikke alt for mig. Sådan var det i tiden før OL. Jeg ville ofre alt i hver duel. Nu var jeg pludselig ikke villig til at gå det ekstra skridt for at vinde duellerne.
Jeg syntes, at jeg bevægede mig dårligere, og jeg var mere negativ på banen og fik hurtigere ondt af mig selv.
Underskuddet på den mentale konto rakte ind i oktober, hvor jeg også fejlede til Denmark Open på hjemmebane, og hele efteråret bød på ujævne resultater, som ellers ikke var hverdag for mig. Tendensen vendte faktisk først, da jeg vandt Super Seriesfinalerne i slutningen af 2016, hvor det var Hans Kristian Vittinghus’ blindtarm, der sørgede for, at jeg overhovedet deltog.
I dag er OL et helt andet minde, end det var for mig i månederne efter. Jeg er stolt over, hvad jeg præsterede ved mit første OL, for selv om jeg havde sagt 100 gange til mig selv, at det bare var endnu en turnering, var det anderledes at være en del af et stort, dansk hold og stå i kø i madteltet med verdens bedste atleter.
Jeg har lært meget af det OL. Jeg fik et folkeligt gennembrud, hvilket dengang kostede mange kræf ter at vænne sig til. I dag ved jeg, hvad det kræver at være en offentlig person, jeg finder min ro og mine åndehuller i løbet af dagen, og kan derfor hvile bedre i mig selv, når folk henvender sig til mig. Jeg er jo stadig bare Viktor.
OL-bronzekampen kom til at spille en vigtig rolle i mit liv. Den unikke olympiske medalje var én ting, den kan ingen nogensinde tage fra mig. Medlajen fik også betydning for det følgende år, hvor jeg igen skulle stå over for samme mand: Lin Dan. Og dér huskede vi begge, hvordan det var gået i Rio.«
----
'Viktor Axelsen - den danske drage' er skrevet i samarbejde med journalist Nikolaj Albrechtsen. Den udkom den 12. oktober på Gyldendal.
