Fynboen Viktor Axelsen var det helt store trækplaster ved badmintonturneringen Denmark Open i hjembyen Odense, men publikum må spejde langt efter den 22-årige herresingle i fredagens kvartfinaler.

Højst overraskende tabte Axelsen i anden runde til Lee Hyun Il fra Sydkorea efter et voldsomt dansk kollaps efter 21-7 til Axelsen i første sæt.

Danskeren gik helt ned i andet sæt og kom aldrig op i gear igen i tredje, og han var ekstremt skuffet over sig selv.

»Jeg havde det som om, jeg havde første træning i østen. Intet overskud til noget som helst, når det gik mig imod,« lyder det fra den slagne dansker.

»Den måde, jeg taber andet sæt på, er pinlig. Jeg prøvede sgu derinde, selv om det ikke altid så sådan ud. Men jeg kæmpede med lidt mere end bare spillet.«

»Det er nok mest mentalt, men også lidt fysisk, for hvis du først går ned mentalt, så går du også ned fysisk. Så bilder du dig selv ind, at du har det meget hårdere, end du egentlig har.«

Stemningen i Odense Idrætshal startede forrygende med en flyvende Axelsen, men som nederlaget rykkede nærmere, forsvandt stemningen fuldstændig.

»Jeg er bare pisse skuffet over mig selv. Sådan nogle kampe er der jo. Der er dårlige dage, og sådan en dag som i dag ville jeg ønske, jeg kunne være blevet hjemme i sengen,« siger Axelsen.

Det gjorde især ondt at skuffe de mange fans på hjemmebanen.

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og når man har så fed en støtte, som jeg har herinde, så er det bare pissehamrende irriterende,« lyder det fra Viktor Axelsen.

Eneste danske herresingle i kvartfinalen bliver dermed overraskende unge Anders Antonsen, efter at også Hans-Kristian Vittinghus og Jan Ø. Jørgensen røg ud allerede i første runde.

/ritzau/