Når der til august bliver afviklet VM i badminton, bliver det med et royalt aftryk.

For Kongehuset afslører i en pressemeddelelse, at Kronprins Frederik får en særlig rolle.

'H.K.H. Kronprinsen bliver protektor for VM i badminton,' oplyser de i en pressemeddelelse.

Også Badminton Danmark har delt nyheden, og her jubler de over at have Kronprinsen med ombord.

»I Badminton Danmark er vi utrolig stolte over, at Hans Kongelige Højhed har takket ja til at være protektor. Kronprinsen er jo meget sportsinteresseret og det giver stor værdi for og respekt omkring VM i badminton at have ham som protektor,« siger forbundets direktør Kristian Pinderup Langbak.

Årets VM i badminton starter den 21. august, og turneringen bliver spillet i Royal Arena i København, hvor der er plads til tusindvis af tilskuere.

Det er ikke første gang, danskerne har haft mulighed for at opleve de store badmintonstjerner på den store scene. For det er femte gang i historien, at VM bliver afviklet i Danmark.

Kronprins Frederik har også tidligere været protektor. Det var han tilbage i 2014, hvor turneringen blev spillet i Ballerup.

VM i badminton foregår over syv dage, og det er som bekendt danske Viktor Axelsen, der er forsvarende verdensmester.

Han har vundet titlen to gange i karrieren og kan nu tage den helt store triumf på hjemmebane foran det store danske publikum.

Viktor Axelsen har i denne uge været i aktion ved All England, men torsdag aften blev det til et tidligt og skuffende exit for den danske verdensetter, der altså blot nåede til anden runde.