Sådan!

Japanske Kodai Naraoka kunne slet ikke hamle op med Viktor Axelsen, som vandt Malaysia Open stensikkert.
Alt efter afsnit tre er nyt.

Viktor Axelsen fortsætter i 2023, hvor han slap i det forgangne år.

I suveræn stil vandt den danske badmintonstjerne søndag årets første store turnering, Malaysia Open, med en finalesejr over Kodai Naraoka.

Den useedede japaner kunne slet ikke følge med Axelsen, som blot skulle bruge 40 minutter på at vinde kampen 21-6, 21-15.

Danskeren viste sin erfaring og spillede fra start med stor ro, mens han dirigerede Naraoka rundt på banen.

Japaneren fulgte med til stillingen 2-2, men så var det også slut.

Axelsen satte nogle store stimer af point sammen og vandt på et tidspunkt ni dueller i træk, uden at han rigtigt fik sved på panden.

Danskeren bragte sig på 19-5, mens Naraoka desperat forsøgte at finde en løsning. Efter første sæts sidste duel tog verdens nummer syv en challenge, men det var nok mest bare for at få en længere pause frem mod andet sæt.

Andet sæt så ikke ud til at gå meget bedre for Naraoka.

Den danske verdensmester bragte sig hurtigt foran 4-1, og mens føringen blev udbygget til 9-4, begyndte Naraoka at se en anelse modløs ud.

Men så sent som i december var de to spillere ude i en tæt tresætter i sæsonfinalen, og måske var det dét, den 21-årige japaner pludselig kom i tanke om.

I hvert fald tog han fire point på stribe, før Axelsen igen strammede grebet.

Danskeren hævede sit niveau. Bare en anelse, men det var nok til, at Naraoka endnu en gang mistede ham af syne.

Naraoka forsvarede sig heroisk og afværgede to matchbolde, men på den tredje føjede danskeren endnu en titel til den i forvejen imponerende samling.

Axelsen tabte første sæt i turneringen til landsmanden Rasmus Gemke, men har ikke tabt et eneste sæt siden.

/ritzau/