Det er indiskutabelt, at badmintonspillerne Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har et helt specielt forhold til hinanden.

Siden 2009 har de været kærester, og når de spiller damedouble sammen, ved de helt nøjagtigt, hvilke knapper, der skal trykkes på for at få det optimale ud af situationerne.

Det var også tilfældet, da de tidligere i år havde matchbold i All England-finalen mod japanerne Yuki Fukushima/Sayaka Hirota.

»Vi havde en trillebør, som kørte dårligt. Vi talte derfor om, at vi kunne fikse hjulet med en eller anden dims. Om vi selv kunne lave den af træ, eller om det skulle være af metal, var vi ikke kommet frem til. Da vi fører 20-18 og jeg er fuldt fokuseret på, at det er nu, kampen skal afgøres, siger Kamilla pludselig, at hun synes, vi skal nappe metalløsningen. På tv-billederne kan man se, at jeg i den pressede situation smiler, og momentet efter sikrer vi os sejren,« siger Christinna Pedersen.

Så glade var Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, da de i marts havde vundet All England-finalen i damedouble. Vis mere

At det er ting af den art, de diskuterer er ikke tilfældigt. Således er Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen ikke kun gode til at håndtere en ketcher. Hver især er de udstyret med et velfungerende ”handyman”-gen.

»Vi har i Aalborg købt nogle boliger, som udlejes til studerende. Flere af disse har vi selv sat i stand, så efterhånden er vi blevet helt gode til at opsætte eksempelvis gipsplader,« siger Kamilla Rytter Juhl.

Vis mere

Sammen med den øvrige del af familien råder badminton-duoen også over et kolonihavehus.

»Til dette har vi lige købt en flagstang, som vi til foråret selv sætter op,« fortæller Christinna Pedersen, der har denne forklaring på, hvorfor de investerer deres penge på denne måde:

»Mens nogle mennesker foretrækker at have dem stående på en pensionskonto, mener vi, at dette er den mest interessante måde at gøre det på.«