Viktor Axelsen måtte ud i tre sæt, inden han kunne lade sig fejre som vinder af turneringen i Malaysia.

Viktor Axelsen vinder finalen ved badmintonturneringen Malaysia Masters med en finalesejr på 21-13, 21-23, 21-18 over japaneren Kenta Nishimoto.

Den danske verdensetter tog første sæt i overbevisende stil, men i andet sæt måtte Axelsen kæmpe hårdere for pointene.

Midtvejs i sættet var Nishimoto foran, men Axelsen fik kæmpet sig tilbage i kampen til stillingen 13-13.

SE OGSÅ: Gik du glip af Wozniackis kamp i nat? Se højdepunkterne her

Verdensmesteren bragte sig foran 17-15 i sættet, men japaneren, der er nummer 29 i verden, var endnu ikke slået, og Axelsen havde svært ved at få slået et hul.

Axelsen forsøgte at slide japaneren op, og ved stillingen 19-19 fik Axelsen en matchbold med stærkt spil ved nettet.

Den første danske matchbold blev ikke udnyttet og det gjorde den næste ved stillingen 21-20 heller ikke.

LÆS OGSÅ: Dansk tennisspiller færdig ved Australian Open

I stedet spillede Nishimoto sig på 22-21, inden han vandt sættet og tvang verdensmesteren ud i et tredje og afgørende.

Axelsen fik i pausen lavet nogle justeringer i samarbejde med landstræner Kenneth Jonassen, men japaneren viste sig svær at kue.

Danskeren bragte sig på 11-6, men hurtigt var japaneren igen oppe og presse danskeren ved stillingen 11-10.

LÆS OGSÅ: Wozniacki brød med partner: ’Hans ego fylder så meget som Rådhuspladsen’

Men Viktor Axelsen pressede på, og til sidst afgjorde han kampen med en smash, tog sejren og smed trøjen i forløsning.

Der var endnu mere dansk triumf tidligere på morgenen, da den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt finalen ved samme turnering.

Sejren til parret kom i hus med en sejr på 22-20, 21-18 over de topseedede kinesere, Chen Qingchen og Jia Yifan.

/ritzau/