Han havde håbet at gøre comeback ved Super Series-turneringen Denmark Open 17.-22. oktober i Odense. Men da lodtrækningen blev foretaget, befandt Jan Ø. Jørgensens navn sig ikke i bowlen.

»Der er fin fremgang med min hælskade, men udsigterne til et comeback ligger stadig et stykke ude i fremtiden,« siger Jan Ø. Jørgensen til BT og tilføjer:

»Desværre er det alt for tidligt at gøre comeback ved Denmark Open. Det er selvfølgelig ikke fedt, men skuffelsen er parkeret.«

Hermed er der risiko for, at Jan Ø. Jørgensens 2017-sæsons bliver hans badmintonkarrieres hidtil mest uforløste.

»Jeg har jo stort set været skadet hele året. Ved All England (i marts, red.) stillede jeg skadet op, og da jeg i juni gjorde comeback ved Australian Open, trak jeg mig ud af turneringen og har ikke spillet turnerings-badminton siden,« siger Jan Ø. Jørgensen, der ikke tør sætte en dato på, hvornår han gøre comeback.

»Det kan sagtens ske, at jeg først kommer i gang igen næste år og det er jeg helt cool med. Én ting er 100 procent sikkert: Jeg er ikke tilbage før jeg føler, at jeg kan vinde titlerne. Det er det, jeg synes er sjovt. Så hvis det betyder 2018-comeback er det helt fint. Man kommer ikke til at se et ’halvt’ comeback fra min side igen,« fastslår den 29-årige nordjyde, der er optimist.

»Jeg er på sporet nu og det følger jeg,« siger Jan Ø. Jørgensen, der fortæller, at genoptræningsforløbet gennemføres under Mikkel Hjuler Jensens kyndige vejledning.

»Han er fysioterapeut for kvindernes håndboldlandshold, så det er én, jeg er kommet i kontakt med gennem min kone (landsholdsanfører Stine Jørgensen, red.). Det går rigtig godt. Jeg har derfor stor tro på, at jeg kommer stærkt tilbage med et udgangspunkt, der er bedre end før,« siger Jan Ø. Jørgensen.

Det er efterhånden flere måneder siden, han sidst havde en badmintonketcher i hånden.

»Til gengæld har jeg fået badmintonskoene på igen, og laver i hverdagen nogle små øvelser. Hælen skal trænes stille og roligt op. Hvad angår smerterne går det op og ned. Efter de anvisninger jeg får fra fysioterapeuten forsøger jeg jævnligt at flytte grænserne. Når det sker, kan jeg mærke noget. Men kan godt sige, at det er to skridt frem og et tilbage - og nogle gange omvendt. Men det er en del af processen,« siger Ja Ø. Jørgensen, der har tænkt sig at dukke op i Odense, når Denmark Open afvikles.
»Jeg har nogle sponsorforpligtelser,« forklarer han.

Til gengæld var Jan Ø. Jørgensen ikke tilstede i hallen, da Viktor Axelsen for en måned siden vandt VM-guld i herresingle.

»Det var fantastisk. Jeg er vildt imponeret. Den modenhed han viste er forbilledligt. Selvfølgelig ærgrer jeg mig over, at jeg ikke var med, men det bliver helt sikkert fedt at komme tilbage og træne med ham,« lyder slutreplikken fra Jan Ø. Jørgensen.