Badmintonspilleren er indstillet til BT Guld for at have vundet verdensmesterskabet i badminton. Verdensmesterskabet var det første for en dansk herresingle i 20 år og blev sikret efter en finalesejr over den femdobbelte verdensmester Lin Dan. Viktor Axelsen vandt siden Japan Open og sluttede 2017 som nummer et på verdensranglisten.

Efter en usikker begyndelse på VM-turneringen i Glasgow blev Viktor Axelsen bare bedre og bedre. Alligevel havde den unge dansker svært ved at fatte, hvad der var sket, da verdensmesterskabet var i hus.

27. august 2017 vil for evigt være mejslet ind i Viktor Axelsens hukommelse. Det var dagen, hvor den 23-årige odenseaner - efter sejr over verdensstjernen Lin Dan - med et spørgende og mistroisk udtryk i øjnene kunne tage sig til hovedet og som den tredje danske herresingle-spiller gennem tiden kalde sig for verdensmester.

En sejr og en titel, der kommer til at definere Axelsens karriere, der allerede indeholder triumfer som VM-bronze, EM-guld, Thomas Cup-sejr, to sæsonfinale-sejre og en OL-bronzemedalje.

»Det er lidt vildt at gå og tænke på, at man er verdensmester. Lige siden jeg var en helt lille dreng, har jeg sagt, at jeg håbede på, at jeg en dag kunne blive blandt verdens bedstebadmintonspillere. Derfor er det også en vild oplevelse, når det lykkes.«

»Men også en lidt surrealistisk oplevelse, fordi jeg føler mig stadig ikke som verdensaltoverskyggende bedste badmintonspiller. Jeg var bare den bedste i den uge, hvor turneringen stod på,« fortæller Viktor Axelsen, der med sin fynske ydmyghed ikke er meget for at fremhæve sin ellers åbenlyse dominans i international badminton:

»I den uge var jeg lidt bedre end de andre. Sådan vil jeg gerne se på det, for jeg er ikke så glad for at putte et prædikat som 'verdens bedste' på mig selv. Jeg ved, at jeg kan slå de bedste, hvis jeg spiller op til mit bedste - men ikke mere end det.«

Foto: RUSSELL CHEYNE
Vis mere

Det stod ellers ikke skrevet i sol og måne, at Viktor Axelsen ville stryge helt til tops ved verdensmesterskabet. Optakten havde langtfra været optimal, og det så faretruende ud, da danskeren indledte turneringen med at tabe sæt til japanske Takuma Ueda.

»Min optakt var egentlig ikke specielt god, for jeg havde haften del problemer med min fod. Så i alle ugerne op til VM kunne jeg kun træne på fuldt blus hver anden dag. Og det gjorde, at jeg gik ind til turneringen med en del usikkerhed, og det afspejlede sig også i første runde. Men efterhånden gav jeg slip på usikkerheden, og som dagene gik, spillede jeg bedre og bedre. Og det er bare fedt at ramme sådan en opadgående stime til et VM.«.

Foto: RUSSELL CHEYNE
Vis mere

Til sidst var Viktor Axelsen urørlig og lignede en mand, der kunne have spillet til nytårsaften uden at tabe.

»Jeg nåede til det punkt, hvor jeg begyndte at håbe på en medalje. Og da jeg så stod i semifinalen mod Chen Long (kinesisk storspiller, red.), røg jeg ind i en dag, hvor jeg ramte alt, og hvor han ikke stod med den bedste følelse. Jeg kørte bare på og var så meget i zonen, at alt, jeg forsøgte, lykkedes. Det var bare så fedt. Og det tog jeg med videre ind i finalen.«

Og efter finalesejren på 22-20, 21-16 over Lin Dan havde Danmark fået en suveræn 23-årig verdensmester.

»Når jeg tænker på den turnering, får jeg altid et smil på læben. Det er jo det største resultat i min karriere - indtil videre. Så det er klart, at VM-guld altid vil stå som noget specielt for mig. Det var en helt vild uge, og lige meget, hvad der kommer til at ske i min karriere fremover, vil VM-guld altid stå som noget helt specielt.«

Foto: JEAN-FRANCOIS MONIER
Vis mere

Derfor fortjener jeg at vinde BT Guld

»Jeg er ikke meget for at skulle føre mig frem på den måde. Men hvis jeg endelig skal nævne en grund til, at jeg skulle vinde BT Guld, ville jeg pege på, at jeg ud over at have vundet VM-guld har vist stor stabilitet hele året. VM og Super Series-finalerne er to store badminton-turneringer, og dem har jeg vundet i 2017,« siger den fynske triumfator fra VM i Glasgow og tilføjer:

»Det må være det, men jeg er altså ikke meget for at fremhæve mig selv.«

Foto: ROSLAN RAHMAN
Vis mere

Jeg ville pege på Caroline Wozniacki som vinder af BT Guld...

»Jeg peger på Caroline Wozniacki. Hun har haft et rigtig, rigtig flot år, og hun har i det hele taget været på toppen i mange år. Jeg kan kun have respekt for det, hun har opnået i så stor ensportsgren som tennis, hvor vi trods alt ikke har haft så mange gode spillere igennem tiderne. Og måden, hun gør det på, er meget imponerende. Hende kan jeg kun have respekt for,« fortæller Viktor Axelsen.

Den 26-årige danske tennisstjerne Caroline Wozniacki har haft et flot år, som hun kronede med en sejr i WTA-sæsonfinalen i Singapore, hvor det blev til en finaletriumf mod det amerikanske tennisikon Venus Williams. Og Viktor Axelsen ser Wozniackis karriere som en stor inspiration.

»Ja, selvfølgelig. Også det, at hun - ligesom mig - dyrker en individuel sportsgren. Jeg ved, hvor meget det kræver. Det er superflot, hvad hun har gang i, og det er klart, at hun er en inspiration.«