»Det gav bare ekstra benzin på motoren at læse kommentarsporene.«

Da Viktor Axelsen søndag steg ombord på flyet til Malaysia, kunne han kigge tilbage på en weekend, hvor han først blev hyldet med 'B.T. Guld' i lufthavnen – og senere blev kåret til 'Årets Sportsnavn' ved DRs gallashow i Herning.

Den 31-årige odenseaner har næppe været mere populær, end han er i disse dage. 

Men for at nå hertil har Axelsen måttet gå igennem en stormfuld periode, hvor hans valg var upopulære – og hvor folkedomstolen var hård.

For snart fire siden flyttede Viktor Axelsen til De Forenede Arabiske Emirater for at have sin daglige træning på Nad Al Sheba Sports Complex (NAS).

Den beslutning blev flere steder modtaget med stor undren og en vrede over, at Axelsen ‘svigtede’ det danske træningsmiljø i Brøndby – til fordel for en udskældt oliestat.

I en periode haglede kritikken ned over fynboen – men den blev kun benzin på den motor, der siden flytningen blandt andet har sikret Viktor Axelsen to OL-guldmedaljer.

»Der var en masse tumult i den tid, og det var selvfølgelig en hård periode for familien. Det var jo mig, vi gjorde det for – og så skulle Natalia (Axelsens hustru, Natalia Koch Rohde, red.) stå i et helt nyt land med helt en ny tilværelse og samtidig blive kritiseret for det.«

»Men det gjorde også, at jeg blev ekstremt skærpet, og jeg fik en enorm masse ny motivation. Og samtidig fik jeg det lidt sådan, at ‘nu skal jeg fandeme vise jer’,« fortæller Viktor Axelsen til B.T.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Badmintonstjernen understreger flere gange, at han respekterer folks ret til at kritisere hans valg. Også selvom det var en hård tid, da stormvejret buldrede allermest.

»På det tidspunkt var det ekstremt frustrerende, for samtalen blev lynhurtigt enormt unuanceret.«

Blandt andet var det i den tid en blandet fornøjelse for danskeren at læse kommentarsporene på sin Instagram-profil.

»Da jeg eksempelvis lagde de første billeder op med de andre spillere på NAS, Lakshya Sen fra Indien og Loh Kean Yew, gjorde folk grin med det. Om det 'nu skulle være bedre end træningen i Brøndby'?«

»Men et år senere stod Loh som verdensmester, og Lakshya var med helt oppe i verdenstoppen. Så det … ja, jeg har ladet ketsjeren tale.«

Om beslutningen om at tage til Dubai fortæller Viktor Axelsen: 

»Jeg er og har altid været total optimeringsfreak og har konstant selv undersøgt muligheder for ekstra træning og ekstra optimering. Og der var flytningen endnu et skridt – og tro mod min natur om at optimere alt omkring min karriere. I Dubai kan jeg fuldstændig skræddersy min træning.«

Og resultaterne har talt deres eget sprog, understreger B.T. Guld-vinderen.

»Jeg har været ekstremt stolt over, at jeg igennem mit spil har bevist – primært over for mig selv – at det har været den rigtige beslutning at flytte. Og vigtigst af alt – det har været skidegodt for min familie.«