Så er Carsten Mogensen tilbage i Danmark.

I en pressemeddelelse fra Badminton Danmark fortælles det, at badmintonspilleren, der i februar under hold-EM i Rusland blev ramt af en hjerneblødning, i eftermiddag landede i Københavns Lufthavn, hvorefter han blev kørt til Rigshospitalet.

»Her skal Carsten Mogensen i første omgang ligge i isolation, hvor han skal gennemgå en række procedureundersøgelser. Det lægefaglige personale vil derefter planlægge den videre genoptræning,« skriver Badminton Danmark og tilføjer:

»Carstens tilstand er fortsat i bedring, og hans medicinske tilstand er stabil.«

Badminton Danmarks sportschef Finn Trærup-Hansen glæder sig over, at Carsten Mogensen er tilbage i Danmark.

»Han er i de bedste hænder. Nu gælder det om at få ham til hægterne igen. Jeg tør ikke udtale mig om, hvorvidt han kommer tilbage på badmintonbanen. Men vi håber naturligvis på det bedste,« siger han.