Han er urørlig for tiden.

Viktor Axelsen har åbnet sæsonen i samme stil, som han afsluttede den forgangne, nemlig ganske suverænt.

Fredag fejede han sin japanske modstander, Kenta Nishimoto, af banen med en sejr på 21-6, 21-12 i kvartfinalen ved Super 1000-turneringen Malaysia Open.

Blot 37 minutter tog det Axelsen at besejre verdens nummer 17.

Det var Axelsens syvende sejr i træk over Nishimoto, der fik sin enlige sejr over Axelsen i 2016.

Nishimoto kom fint fra start efter nogle danske fejl og var foran med 4-2, inden Axelsen skruede op til et tempo, hvor japaneren slet ikke kunne følge med.

Axelsen snuppede ti point i træk, og så var det sæt ligesom afgjort. Danskeren slap dog ikke grebet, men strøede om sig med vindere.

Han udstillede sin modstander og vandt 21-6 på et kvarter.

I andet sæt fortsatte han rundbarberingen med føringen på 7-2, før Nishimoto satte tre point sammen til 4-7-reducering.

Japaneren spillede egentlig fint, og mod de fleste andre modstandere havde han også reduceret til 5-7, men i en duel, hvor bolden gik over nettet 35 gange, viste danskeren, hvem der dikterede kampen, og gjorde det til 8-4.

Det blev startskuddet til otte danske point ud af de næste ti, og siden satte Axelsen punktum med en vinder på den første matchbold.

I semifinalen skal han møde useedede Kanta Tsuneyama fra Japan, som slog Anthony Ginting i kvartfinalen.

Den danske badmintonstjerne var nomineret til B.T. Guld-prisen for sin unikke 2022-sæson.

Før nytår satte han ord på sæsonen og den høje pris, han må betale med mere end 250 rejsedage om året. Det kan du læse mere om HER.