Det kan koste Spillerforeningen dyrt, hvis flere landsholdsspillere takker ja til Badminton Danmarks individuelle kontrakttilbud.

Det svækker ikke kun foreningen i den verserende badmintonkonflikt, men betyder også, at konflikter i andre sportsgrene kan bryde ud i lys lue.

Det mener arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

»Der er meget på spil for Spillerforeningen. Hvis der først bliver slået hul, kan det sprede sig til fodboldverdenen og andre sportsgrene.«

»Og så bliver Spillerforeningens kompetencer og forhandlingsstyrke for alvor brudt,« siger han.

»Spørgsmålet er så, om Spillerforeningen overhovedet kan køre videre. For hvad skal du med en forening, der ikke kan stå fast ved det kollektive,« påpeger Flemming Ibsen.

På grund af sammenbrud i forhandlinger med Spillerforeningen har Badminton Danmark udsendt enslydende, men individuelle aftaler til alle landsholdsspillere.

Damesinglen Mia Blichfeldt valgte onsdag - som den hidtil eneste - at tage imod forbundets tilbud.

Og selv om badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus har meldt ud, at de resterende landsholdsspillere ikke skriver under på tilbuddet, kan Mia Blichfeldts beslutning få spillerne til at tvivle.

Det mener Flemming Ibsen.

»Det bryder med det kollektive princip, at badmintonspillerne ikke står sammen i foreningen. Så det svækker selvfølgelig sammenholdet, at én bryder musketereden. Andre begynder måske at overveje, om de også skal springe fra. Det bliver derfor spændende at se, hvor mange der gør det.«

»Hvis flere af spillerne springer fra, så kan man sige, at de i den grad har svækket deres egen forening,« siger forskeren.

Siden december har Badminton Danmark suspenderet træningen og eliteprogrammet i Brøndby for landets bedste badmintonspillere.

Det skyldes, at man ikke kan nå til enighed med spillerne om vilkårene for et fortsat samarbejde.

Forbundet har sat 25. januar som den ultimative deadline. Skriver spillerne ikke under på tilbuddet, smækker Badminton Danmark døren i frem til sommer.

Forbundet mener ikke, at kunne vente længere, idet sæsonen er skudt i gang, og spillerne til EM for hold på hjemmebane snart skal vælges, lyder begrundelsen.

/ritzau/