Trafikulykken viste sig at være for alvorlig.

Kento Momota var udset til at gøre comeback til Super 1000-turneringen All England, men han er ikke i stand til at stille op efter en bilulykke i januar, som kostede en person livet.

En skade på højre øje viste sig at være så alvorlig, at den krævede en operation. Det skriver det japanske badmintonforbund ifølge det internationale badmintonforbund, BWF.

Den japanske badmintonstjerne var ellers gået i gang med at træne igen, men må udskyde sin næste turneringskamp. Det forventes, at verdensetteren er ukampdygtig i tre måneder.

Kento Momota må vente med at gøre comeback.
Kento Momota må vente med at gøre comeback. Foto: STR
Vis mere

Momotas bilulykke fandt sted den 13. januar i den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur. Momota sad i en bil med fire andre, hvoraf den ene, chaufføren, døde i ulykken. Badmintonspilleren slap heldigt fra uheldet med et brud på næsebenet og sår i ansigtet.

Den fatale ulykke skete efter, at Momota slog danske Viktor Axelsen i finalen ved Malaysia Masters.

'Jeg var i dag i stand til at forlade hospitalet efter den sidste undersøgelse', skrev Kento Momota 18. januar på sin Instagram, fem dage efter ulykken.

De fire passagerer var på vej til den internationale lufthavn, da deres køretøj ramte op i en forankørende lastbil.