Inden VM-finalen i badminton strålede Anders Antonsen af selvtillid, da han kom ud af sit hotelværelse med armene over hovedet.

Efterfølgende havde han på opsigtsvækkende vis Dannebrog over skuldrene, da han trådte ind på badmintonbanen i Basel.

Finalen endte med et stort nederlag til Anders Antonsen på 9-21, 3-21 til den japanske verdensetter, Kento Momota. Trods ydmygelsen i finalen fortryder danskeren ikke sin entré:

»Jeg gav det chancen. Jeg havde egentlig bare lyst til at gå ind med flaget omkring mig, og det var et stort og stolt øjeblik.

»Selvfølgelig skulle jeg gøre det. Det fortryder jeg overhovedet ikke,« sagde Anders Antonsen til TV 2 efter finalen.

Det store nederlag skyldtes ifølge danskeren, at der ikke var mere i tanken efter gårsdagens semifinale:

»Jeg gik fuldstændig kold. Der var fuldstændig udsolgt i krop og sjæl.«

Nu skal danskeren holde ferie, og så skal han nok være stolt over sin præstation ved VM, når han kan begynder at se tilbage på turneringen:

»Jeg skal lige have det hele lidt på afstand, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal blive stolt over det, jeg har opnået til dette VM.«

Danskeren havde lovet sine venner en tur til Los Angeles, hvis han vandt VM, men nu ser det ud til, at turen skal gå til Mallorca i stedet.