»Vi er lidt udfordret med vores kommunikation inde på banen, fordi vi er meget ærlige.«
Sådan lyder det fra badmintonspilleren Alexandra Bøje, der nu har været kæreste med sin mixed double-makker Mathias Christiansen i tre år, til B.T.
Livet hvor det professionelle og private er blandet sammen, har nemlig stadig sine udfordringer.
»Det kan godt blive meget personligt, når vi kender hinanden så godt, som vi gør,« siger hun.
De træner sammen, de bor sammen - ja i det hele taget er der ikke meget i hverdagen, hvor mixed double-parret, der ligger nummer 11 i verden, er hver for sig.
For selv når de holder fri – så sniger fjerboldene sig alligevel inden for hjemmets vægge.
»Det hele flyder ofte ud i et,« lyder det fra makker og kæreste Mathias Christiansen og fortæller, at han ofte sætter sporten på, når den vises i fjernsynet.
Alligevel er der ingen regler om, hvor meget sporten kan og må fylde.
»Men i perioder forsøger vi ikke at sætte tv'et på eller tjekke for mange resultater i vores kategori,« siger han.
De seneste måneder har de to også vist sig frem på den store scene.
I juni strøg Mathias Christiansen og Alexandra Bøje helt til tops i Super 500-turneringen Singapore Open.
»Det er ekstra fedt, når vi lykkedes med ting, fordi vi kan gøre det sammen. Det giver det en ekstra eufori,« siger 29-årige Mathias Christiansen.

Nu står de så forud for deres tredje VM sammen, men for første gang bliver det på dansk grund, når turneringen skydes i gang mandag i Royal Arena.
»Det er formentlig kun en gang i vores karriere, at vi kommer til at opleve et VM på hjemmebane, så vi glæder os helt vildt, og håber at vi kan håndtere hjemmebanen til vores fordel,« siger Alexandra Bøje.
De to er slet ikke i tvivl om, at drømmen da også er et stykke metal til Danmark på dansk grund. Men bag de store drømme gemmer sig vis en velkendt realisme.
»Vi kan ikke tillade os at tænke længere frem end den ene kamp med den lodtrækning, vi har fået.«
»Vi har før spillet turneringer, hvor vi har vundet det hele, og vi ved, hvis alt flasker sig for os, så kan vi være med langt fremme, og det håber vi naturligvis på,« afslutter Mathias Christiansen.
Du kan følge VM i badminton her på bt.dk.