Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen langer ud efter Badminton Danmark.

Viktor Axelsen er langt fra tilfreds med Badminton Danmark.

Han har ellers ikke været meget for at tale midt i den aktuelle badmintonkonflikt. Indtil nu.

Nu giver han sin mening til kende i et Facebookopslag.

Denmark's Viktor Axelsen returns a shot against Japan's Kento Momota during the men's semi-final match at the Japan Open Badminton Championships in Tokyo on September 15, 2018. (Photo by Kazuhiro NOGI / AFP)
Denmark's Viktor Axelsen returns a shot against Japan's Kento Momota during the men's semi-final match at the Japan Open Badminton Championships in Tokyo on September 15, 2018. (Photo by Kazuhiro NOGI / AFP) Foto: KAZUHIRO NOGI
Vis mere

»Jeg følger med i forhandlingerne, som mine kolleger har med Badminton Danmark, mens jeg er i Østen og spille. Jeg har fra starten ikke villet blande for mig for meget i den offentlige debat, fordi jeg havde håbet på en hurtig løsning, men nu er vi nået et punkt, hvor jeg bliver nødt til at sige fra. Jeg synes, vi spillere bliver mødt med en rent udsagt ukonstruktiv måde at forsøge at forhandle på fra Badminton Danmarks side,« skriver han.

Problemet mellem Badminton Danmark og spillerne er, at Badminton Danmark ikke vil tillade spillerne være en del af eliteprogrammet, så længe der ikke er en ny aftale på plads mellem parterne.

Derfor har Badminton Danmark givet spillerne en deadline. De skal skrive under på Badminton Danmarks nye krav inden 25. januar - eller risikierer de at gå glip af OL i Tokyo i 2020.

Viktor Axelsen er også særligt uforstående over for, at Badminton Danmark fremlægger spillerne disse krav - blandt andet hvem spillerne fremover skal repræsenteres af.

»Hvad er det for en måde at forhandle på? Bo Jensen og Badminton Danmark har - som I nok ved - ikke villet samarbejde med Mads Øland på grund af netop trusler (var deres argument), og derfor kan jeg ikke undgå at finde det dobbeltmoralsk at læse, hvad vi spillere nu bliver mødt med. Om Bo Jensen og BD kan lide Mads Øland eller ej, er fuldstændig ligegyldigt. Det er uhørt at BD vil bestemme hvem der repræsenterer spillerne.«

Men det har ikke været let for de parter at indgå en ny aftale. Et af stridspunkterne om en ny aftale mellem spillerne og Badminton Danmark har blandt andet været spillernes rettigheder og forpligtigelser i forhold til aftalens kommercielle aspekter.

Forhandlingerne synes på det punkt at kunne sammenlignes med dem, der i efteråret stod på mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne, hvor de kommercielle rettigheder var et stort stridspunkt.

Badmintonspillerne var længe repræsenteret ved Spillerforeningens direktør, Mads Øland. Forhandlingerne faldt dog til jorden, da Badminton Danmark ikke længere havde tillid til Mads Øland.

Viktor Axelsen med de synlige beviser for VM-guldet i 2017.
Viktor Axelsen med de synlige beviser for VM-guldet i 2017. Foto: ANDY BUCHANAN
Vis mere

Spillernes egen repræsentant, Hans-Kristian Vittinghus, har dog slået fast, at man blandt spillerne ikke vil finde en ny til at lede deres forhandlinger.

Og Viktor Axelsen bakker op om sine kollegaer.

»Jeg er skuffet og ærgerlig på vores sports vegne. Jeg træner, alt hvad jeg kan og forsøger at gøre mig klar til de kommende turneringer. I skal vide, at jeg støtter mine kolleger 100 procent, selvom Bo Jensen siger, jeg står udenfor. De ytringer, mine kolleger bliver mødt med i øjeblikket, er ikke i orden. Jeg håber, at denne opdatering har givet jer alle lidt indsigt. Ha’ en god og nyd sporten på banerne rundt om i landet. Jeg gør det samme. /V,« skriver han afslutningsvis.

Viktor Axelsen er blandt verdens bedste badmintonspillere. Han vandt OL-bronze i Rio de Janerio i 2016, og året efter imponerede han alt og alle, da han vandt VM i herresingle.