'Vi er glade for at fortælle, at Vega bliver storesøster til oktober i år.'

Sådan indleder den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen et opslag på Instagram, hvor han afslører, at han og kæresten Natalia Koch Rohde skal være forældre igen.

Parret har i forvejen datteren Vega, som blev født i oktober 2020, men nu er der altså en familieudvidelse på vej - præcis to år efter, Vega kom til verden.

'Vi venter en lille pige mere og kan ikke vente med at møde hende,' skriver han også.

I 2020 fortalte Axelsen i et interview med B.T. om det livsomvæltende år, hvor coronaen ramte verden, han vandt New England - og vigtigst af alt blev far.

»Det er kæmpestort at være blevet far. Det er en følelse, der er svær at beskrive, og for mig var det fantastisk at opleve min kærestes (Natalia, red.) graviditet og min datters fødsel,« lød det dengang fra ham.

»Det kommer helt sikkert til at ændre mig som person. Ingen ord kan beskrive den følelse, det er at være blevet far. Nu er der bare en person, der er vigtigere end alt andet.«

Snart kan han altså tilføje en mere til den sætning.

2022 har indtil videre også været et år, der har været præget af stor succes for den 28-årige stjerne.

For en måned siden vandt han - akkurat ligesom i 2020 - den traditionsrige turnering All England.

Triumfen kom i hus et halvt års tid efter den historiske sejr ved OL i Tokyo.