Viktor Axelsen har haft fornemt besøg i Dubai.
Et besøg, hvor den danske badmintonspillers superstjerne-faktor blev sat fuldstændig til vægs.
For den verdensberømte fynbo har nemlig mødt den amerikanske NBA-stjerne Stephen Curry på Nad Al Sheba Sports Complex, hvor Viktor Axelsen til daglig træner.
Det afslører danskeren mandag i et opslag på Instagram, hvor han har delt et billede af mødet med amerikaneren. Du kan se opslaget nederst i artiklen.
'Det var et privilegium at møde Stephen Curry og hans team. En fuldstændig vanvittig atlet. Men Stephen Curry og resten af teamet imponerede mig endnu mere ved deres enorme ydmyghed og venlighed,' skriver danskeren blandt andet.
For Axelsen var mødet med Golden State Warriors-spilleren da også lidt af en drengedrøm, der gik i opfyldelse, efter han i flere år har nærstuderet basketballspillere.
'Som ung spiller fik jeg meget ud af at se NBA-kampe, og hvordan atleterne bevægede sig rundt på banen. Så det var virkelig inspirerende at se Stephen Curry og teamet i aktion,' lyder det videre fra danskeren.
Viktor Axelsen har boet i Dubai siden efteråret 2021.
Siden da er det blevet til adskillige triumfer på badmintonbanen. Blandt andet VM-guld sidste år.
For nylig blev den danske stjerne da også historisk, da han som den første badmintonspiller nogensinde nu har formået at vinde alle Super 1000-turneringer.