To danske doubler er klar til semifinalen i Super Series-turneringen India Open. For det danske stortalent Viktor Axelsen blev kvartfinalen derimod sidste stop.

De danske badmintonspillere har haft stor succes i Indien i denne uge. To dobuler og to herresingler havde således spillet sig frem til fredagens kvartfinaler. For herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen samt damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er en medalje stadig inden for rækkevidde.

Førstnævnte mødte sydkoreanerne Sung Hyon Ko og Baek Choel Shin i en kamp, der kun varede 37 minutter. Herefter var 21-12, 21-15-sejren hjemme for de andenseedede danskere.

Helt så nemt gik det ikke for Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl. Det topseedede danske par måtte ud i tre sæt, før kineserne Tian Qing og Zhao Yunlei var nedlagt. 21-12, 10-21, 21-17 sluttede opgøret i dansk favør.

Viktor Axelsen måtte derimod gik fortabt over for verdensranglistens nummer ni, Du Pengyu. Den 20-årige dansker tabte første sæt med 11-21 og var faktisk også nede med to matchbolde i andet sæt. Men danskeren fik kæmpet sig tilbage og tog sættet 24-22. Du Pengyu strammede dog grebet i tredje sæt, som han vandt 21-19.

Den sidste danske herresingle, Hans Kristian Vittinghus, tabte i to sæt til verdensranglistens nummer to, Chen Long, med cifrene 21-17, 21-15.