Den danske verdensmester og verdensetter i badminton, Viktor Axelsen, kommer med hård kritik af Det Internationale Badmintonforbund (BWF) forud for den kommende sæson.

De nye serveregler fra BWF får en hård medfart af danskeren, som han kalder "latterlige" og "uretfærdige", og så mener han, at der er for mange turneringer i 2018.

»Jeg synes, at BWF skal fokusere på at forbedre spillet og ikke på at smide flere turneringer i kalenderen,« siger danskeren til den indiske avis The Indian Express.

»Der bliver spillet noget godt badminton, men hvis vi får mulighed for at træne og passe på vores kroppe, så får vi også længere karrierer og kvaliteten bliver højere.«

Viktor Axelsen hentede det første danske VM-guld i badminton i otte år, da han i finalen i herresingle besejrede Kinas femfoldige verdensmester, Lin Dan. (Foto: ANDY BUCHANAN/Scanpix 2017)
Viktor Axelsen hentede det første danske VM-guld i badminton i otte år, da han i finalen i herresingle besejrede Kinas femfoldige verdensmester, Lin Dan. (Foto: ANDY BUCHANAN/Scanpix 2017) Foto: ANDY BUCHANAN
Vis mere

Victor Axelsen har haft et forrygende 2017 med blandt andet en VM-titel, men også 2016 var et godt år for fynboen, som blev kåret som årets sportsnavn på Fyn sidste år. Se ham modtage prisen i videoen over artiklen

BWF har føjet en række nye turneringer til kalenderen for 2018, og reglerne er lavet om, så det bliver sværere for topspillerne at håndplukke turneringer, da det vil koste på pointkontoen.

Desuden ændres navnet også fra "Super Series" til "World Tour".

Verdensetteren har flere gange været ude og lufte sin utilfredshed omkring de nye serveregler, og det gjorde han igen efter at have spillet en klubkamp i Indien.

»Det er en latterlig regel. Man sænker ikke kurven i basketball, fordi højere spillere har lettere ved at score,« siger den 23-årige dansker.

De nye serveregler gælder fra 1. maj 2018, og de går ud på, at serven maksimalt må foregå 115 centimeter over jorden. Det er en klar ulempe for høje spillere som Axelsen, der er 198 centimeter høj.

Reglen skal afprøves ved All England i marts, og det er Axelsen ikke glad for.

»Det er latterligt at teste det ved All England, som er så prestigefyldt en turnering,« siger han.

Danskeren fortæller yderligere, at hans store mål for 2018 er at forblive verdensetter og vinde All England, verdensmesterskabet og Thomas Cup.

/ritzau/