Viktor Axelsen fløj direkte i VM-semifinalen efter en overbevisende sejr.

I kvartfinalen blev indonesiske Anthony Ginting revet rundt i første sæt med 21-10, og han fik heller ikke et ben til jorden i andet sæt.

Her sejrede Axelsen med samme cifre og viste stor styrke. Det var decideret overlegent.

Axelsen stormede af sted i første sæt og kom foran 4-0 og siden 15-5 med badmintonspil i højt tempo og med stor variation.

Ginting fik reduceret til 8-15, men der var tale om ren kosmetik.

Til tider fik Axelsen sin modstander til at piske fra side til side, og trætheden var allerede at spore hos Ginting i slutningen af første sæt.

I andet sæt fortsatte Axelsen sin dominans og kom foran 4-1, men i modsætning til første sæt svarede indoneseren tilbage.

Ginting begyndte i en kortere periode at vinde duellerne, og indoneseren, der er nummer seks i verden, kom foran 7-6.

Det var den eneste gang, at Axelsen viste bare en smule svaghedstegn.

Derefter fandt Axelsen storspillet frem og vandt 12 point i træk og kom foran med hele 18-7. Axelsen havde reelt afgjort kampen.

Ginting stoppede ydmygelsen en anelse og fik reduceret til 8-18. Igen var der dog tale om ren pynt i kampen mod den overlegne danske verdensetter.

Det var ottende gang i træk, at Axelsen vandt over Ginting i den indbyrdes statistik. Den hedder nu 10-4 i Axelsens favør.

I semifinalen venter Chou Tien-chen fra Taiwan på Axelsen.

Danskeren fortsætter dermed sin jagt på at gentage VM-triumfen fra Glasgow i 2017. Han har tidligere også vundet en VM-bronze. Med pladsen i semifinalen er han sikker på minimum at gentage den bedrift.