Han er stadig ikke kommet sig over chokbeskeden.
For lidt mere end fem måneder efter, at den danske badmintonspiller Mathias Christiansen fik et ordentligt rap over fingrene, sidder beskeden stadig dybt i ham.
Danskeren kom nemlig til at bryde antidopingreglerne for tredje gang på blot et år. Og det endte med at koste OL-deltagelsen for både ham og kæresten, Alexandra Bøje, kort inden legene i Paris.
En nedtur, som han sidenhen ikke talt om. Indtil nu. For i et interview med Bornholms Tidende åbner han nu op om den svære periode.

»Lige da det skete, væltede min verden sammen. Det føltes, som om gulvtæppet blev revet væk under mig, og det eneste, jeg ville, var at komme tilbage på centret (i Brøndby, red.) og træne igen. Jeg kunne næsten ikke forestille mig, at jeg ikke skulle det, når jeg har haft min daglige gang derude i 11 år,« siger Mathias Christiansen Bornholms Tidende ifølge DR.
Hele sagen bunder i, at Mathias Christiansen begik tre fejl inden for et år i forbindelse med indberetninger af sine såkaldte whereabouts, hvor topatleter skal indberette, hvor de dagligt opholder sig de kommende tre måneder, så antidoping-myndigheder altid kan finde og teste dem.
Noget, som altså efterfølgende resulterede i en karantæne på 12 måneder til den danske badmintonspiller.
Fordi Mathias Christiansen ikke må spille kampe i et år, har kæresten, Alexandra Bøje, måttet finde en erstatning på banen.
Det kan du læse mere om LIGE HER.