Lyt til artiklen

Den tidligere olympiske guldvinder i badminton Poul-Erik Høyer har taget en stor beslutning.

»Næste år i maj udløber min præsidentperiode i det internationale badmintonforbund (BWF, red.). Men hvis der ellers er opbakning til mig, er jeg – som tingene forholder sig i øjeblikket – klar til genvalg,« siger Poul-Erik Høyer.

Hans præsidentperiode blev indledt i foråret 2013, hvor han vandt et kampvalg over indonesiske Justian Suhandinata: Mens danskeren modtog 145 af de delegeredes stemmer, fik indoneseren 120.

I 2017 var han igen på valg til topposten i det internationale badmintonforbund, og ved den lejlighed var der ingen modkandidater.

Poul-Erik Høyer, formand for bestyrelsen i det internationale badmintonforbund. Ligesom kronprins Frederik er han repræsentant for IOC i Danmark.
Poul-Erik Høyer, formand for bestyrelsen i det internationale badmintonforbund. Ligesom kronprins Frederik er han repræsentant for IOC i Danmark. Foto: BAZUKI MUHAMMAD
Vis mere

Hvis Poul-Erik Høyer genvælges, vil Danmark dermed stadig have to medlemmer siddende i Den Internationale Olympiske Komités bestyrelse, hvor også kronprins Frederik har en stemme.

Trods sit IOC-medlemskab har Poul-Erik Høyer de seneste dage ikke deltaget i diskussionerne om, hvorvidt den kommende sommers OL i Tokyo på grund af den verdensomspændende coronakrise skal udsættes til næste år. Dialogen mellem IOC og de nationale idrætsforbund er blevet gennemført af førstnævntes eksekutivkomité, hvor danskeren ikke er repræsenteret.

»Jeg tror, OL bliver gennemført som planlagt. Jeg har selv været i Tokyo nogle gange, og det virker, som om japanerne har styr på tingene: Hvis de vurderer, at en større folkemængde kan være et problem, skærer de ned på adgangsbilletterne til de forskellige events, så der kun lukkes eksempelvis 60 procent ind på tilskuerpladserne,« siger Poul-Erik Høyer.

Så sent som i sidste uge oplevede han i badmintonkredse en heftig diskussion om, hvorvidt All England-turneringen skulle have været gennemført.

Poul-Erik Høyer, i midten, overrakte sejrstrofæet ved All England-turneringen til Viktor Axelsen.
Poul-Erik Høyer, i midten, overrakte sejrstrofæet ved All England-turneringen til Viktor Axelsen. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

»Set i bagklogskabens klare lys synes jeg, det var rigtigt. Men mens turneringen kørte, var vi da i tvivl,« sagde Poul-Erik Høyer ved den lejlighed til B.T.

OL-guldvinderen i badminton-herresingle anno 1996 begrundede sin udtalelse således:

»Med den spredning og den hast, coronasmittefaren havde, mens turneringen var i gang, kunne det undervejs godt tyde på, at kampafviklingen lakkede mod enden. Jeg vil ikke afvise, at vi havde besluttet os for en aflysning, hvis der var kommet en anden udmelding fra den britiske regering. Men vi havde direkte kontakt til Downing Street nr. 10, hvor premierministeren jo bor, så All England-arrangørerne fulgte den anbefaling, de modtog derfra.«