Viktor Axelsen som badmintonspiller og brand har aldrig været stærkere og mere succesfuldt. En dag med Viktor koster nemt en million kroner, som er væsentligt mindre, end de beløb han fik i begyndelsen.

Da han var 10 år, skrev han under på sin første kontrakt med ketcherbutikken Ketchshop. De skulle fremover sørge for, at det unge talent havde udstyret i orden, det skriver TV2 Sport.

  1. 2 stk. Ketchere
  2. T-shirts efter behov
  3. 3 år shorts
  4. 2 stk. sweatshirts
  5. 1 stk. taske (lev. 4. juli)

Viktor Axelsens far er hans manager og tager sig af sønnens sponsoraftaler. Sådan har det altid været.

»Min far betyder enormt meget for det kommercielle. Det tager en kæmpe last fra mig, og det er noget, jeg kan skubbe over på ham, og som jeg ved, han håndterer på den bedst mulige måde. Vi har nogle gode mennesker omkring os, nogle gode sparringspartnere, som hjælper os. For mig er det vigtigste egentlig, jeg kan fokusere på mit badminton, og det fungerer rigtig, rigtig godt,« fortæller Viktor Axelsen om sin far Henrik Axelsen.

I dag er det helt andre kontrakter, han skriver under på, end den han blev tilbudt for 13 år siden. Efter han er blevet verdensmester er både hans brand og værdi steget.

Henrik Axelsen fortæller, at sønnen skal spille en showkamp til december, som Viktor Axelsen får et millionbeløb for.

Tøjmærker slås også om at få Axelsen til at gå i deres mærke. Henrik Axelsen fortæller, at sønnen nu får et tocifret millionbeløb for at tage en bestemt trøje på. Det er ikke længere kun Danmark og sportsverden, der er vild med Axelsen. Hans sprogkundskaber i kinesisk har givet pote i form af kæmpe interesse fra hele Asien.