Danmarks badmintonherrer har vundet EM-guld efter en stensikker sejr på 3-0 over Holland i finalen.

Dermed fortsætter den danske dominans i herrernes hold-EM. Turneringen er indtil videre blevet afviklet otte gange – og Danmark har vundet guld samtlige otte gange.

Og faktisk skrev de danske badmintonspillere historie med deres suverænitet i 2020-udgaven i franske Lievin.

Danskerne er nemlig som det første hold nogensinde gået igennem turneringen uden at afgive ét eneste sæt undervejs, og det giver en sætscore på 48-0 i dansk favør.

Det var stjernen Viktor Axelsen, som åbnede ballet i søndagens finale, og han havde ingen problemer med at besejre Mark Caljouw med 21-6, 21-16.

Herefter vandt doublen Kim Astrup og Anders Skaarup 21-13, 21-11 over Jelle Maas/Robin Tabeling.

Dermed kunne VM-sølvvinderen Anders Antonsen sikre Danmark guldet med en sejr over Joran Kweekel. Og det havde han ingen problemer med.

Med sætcifrene 21-11, 21-14 vandt Antonsen kampen – og sikrede endnu et sæt guldmedaljer til Danmark i hold-EM.

Tidligere søndag vandt de danske badmintonkvinder også guld efter en sejr på 3-1 over Tyskland.